Mennesker og diagnoser

Er man syg, kan det være en lettelse at få stillet en diagnose.
Det er ensbetydende med, at der bliver sat ord på ens lidelse, og at der findes en forklaring. Men diagnoser skal omgås med varsomhed. For der findes diagnoser, der nærmest bemægtiger sig et menneske på en sådan måde, at vi helt glemmer at skelne mellem menneske og diagnose.
Forstuver jeg min fod, er det ikke svært at skelne, men ender jeg på et plejehjem, fordi jeg ikke længere kan huske fra næse til mund, så vil mine børn sikkert ikke sige, at jeg lider af demens, men at jeg er dement. Akkurat ligesom alkoholikeren ikke lider af et misbrug, men er misbruger. Eller den deprimerede er sjældent ramt af depression. I stedet hedder det, at han eller hun er deprimeret.
Men et menneske er altid andet og mere end sin sygdom eller diagnose. Det er vigtigt at huske, når sygdomme griber ind og forandrer mennesker, som vi ellers synes, vi kender og som får dem til at gøre ting, som de almindeligvis aldrig ville have drømt om.
For sygdomme kan også have karakter af noget, der tager magten over et menneske. At det er sådan, det er, kan i sig selv være en befrielse at erkende, og det kan hjælpe os til at skelne mellem menneske og sygdom. For uanset hvilken lidelse eller hvilket misbrug, der har taget magten over et menneske, så er det stadig et menneske, der kalder på, at vi behandler ham eller hende som netop et menneske og ikke en diagnose.