Fortsæt til indhold

Fin start for Øbro Træ i Greve

Blot et halvt år efter åbningen af tømmerhandlens nye afdeling i Greve er man til fulde bekræftet i, at være landet det helt rette sted.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Øbro Træ slog i august 2015 dørene op til en ny afdeling i Greve lige ud til motorvejen.
I tømmerhandlens 2 afdelinger i København, havde man efterhånden opbrugt mulighederne for at have fysisk plads til fortsat udvikling, og det var derfor nødvendigt at finde en tredie lokation, for at være i stand til at skabe yderligere vækst i forretningen.
Direktør Uwe Plugge havde i 2011 overtaget Øbro Træ i kompagniskab med entreprenørvirksomheden Lind & Risør, og havde fra starten oplevet fine vækstrater.
- For at få plads til at udvide forretningen, var vi ganske enkelt nødt til at finde en ny lokation til en tredie afdeling.
Og vores Business Case viste hurtigt, at det var langt mere rentabelt at etablere sig uden for København, frem for at lede efter egnede bygninger i hovedstaden. Her fandt vi heldigvis den helt perfekte ramme til formålet, i det der tidligere havde huset virksomheden Sanistål, fortæller Uwe Plugge.
Bygningerne blev overtaget i april måned 2015 og efter 4 hektiske måneders ombygning var man klar til at slå dørene op den 21. august, samtidig med at forretningens 75 års jubilæum skulle markeres.

Fantastisk modtagelse i Greve

- Det var nogle travle måneder, men vi nåede i hus og kunne byde kunderne velkommen præcis den dag vi havde planlagt.
Og vi har fået en fantastisk modtagelse. Ikke bare hos kunderne, men også af Greve Kommune som i den grad viser, at de prioriterer erhvervslivet højt, siger Uwe Plugge, som også glæder sig over den start man forretningsmæssigt har præsteret.
- Vi har fået etableret en forretningsmodel der virker, og har fået fremtidssikret os med den nye afdeling, hvor der er plads til at udvide, efterhånden som der bliver behov for det.
Samtidig har vi mærket den positive betydning af, at vi nu byder på enestående logistiske vilkår, men motorvejen som direkte nabo. Ja, det er jo en win-win for både Øbro Træ og for kunderne, siger han.
Det er dermed en optimistisk direktør, som ser frem til fortsat vækst for Øbro Træ samlet set.
I dag er vi 16 medarbejdere i Greve afdelingen, ud af forretningens i alt 30 ansatte.
Men planen er, at vi vil udvide organisationen i takt med at vi udvikler forretningen, uden dog på nogen måde at gå på kompromis med vore værdier som blandt andet er, at kunderne skal mødes i øjenhøjde af dygtige og kompetente medarbejdere, siger Uwe Plugge.

Direktør Uwe Plugge glæder sig over, at man har fået en fantastisk modtagelse i Greve af såvel kunderne som Greve Kommune.