’Nøgent’ teater i Kokkedal gav en stærk oplevelse

Scenen er en bar væg og et gulv næsten uden rekvisitter. Stolene, der er stillet op i det uanseelige lokale i Egedalshallen, vidner om få solgte billetter. Det føles nøgent.
Lige så nøgen burde blokken være hos journalisten, som denne torsdag aften er vidne til opførslen af stykket 'Rød Kanin Hvid Kanin', arrangeret af Teaterforeningen i Fredensborg Kommune. Handlingen må nemlig ikke røbes.
Så hvad skriver man om et stykke, hvis handling man ikke må afsløre? Man kan for eksempel fortælle om skuespiller Peter Gantzlers oplevelse af at skulle opføre et stykke, hvis handling han ikke kender, i et næsten nøgent lokale for et minimalt publikum i en by, der denne aften for ham føles meget længere fra København, end den egentlige er - måske fordi hele opsætningen, eller manglen på samme, ligger så langt fra hans vante rammer.
“Jeg er i den grad ude af min komfortzone, for jeg plejer at være velforberedt, men her har jeg ikke haft mulighed for at forberede mig. Og det er da endnu mere udfordrende, fordi vi er så få,” fortalte Peter Gantzler før stykket.
Men dér, i det nøgne rum, opstår noget særligt:
“Da vi først var i gang, tænkte jeg, at det var fedt, at vi var så få. Vi sidder her i det her røvsyge rum, men den følelse ophæves undervejs, og intimiteten tager over,” lød det fra Peter Gantzler efter opførelsen.
Det var tydeligt, at stykket satte tanker i gang - på publikums efterfølgende snak med hinanden og med Peter Gantzler og Pelle Koppel fra Teater V, der opfører forestillingen i Danmark. På den måde var det en stor forestilling, der på sin mangeårige turnering i hele verden fandt vej til et meget lille sted.

Det lille, 'bare' stykkes fordele

Det var også en helt lille scene, det foregik, da 'Rød Kanin Hvid Kanin' blev opført for første gang - delvist, i hvert fald, for forestillingen havde premiere to steder på samme tid, nemlig i Toronto og i Edinbourgh.
Det fortæller forfatteren bag stykket, iranske Nassim Soleimanpour, i et interview med Uge-Nyt kort efter, at 'Rød Kanin Hvid Kanin' blev opført i Egedalshallen.
"I Toronto var det et ganske stort, velbesøgt show, men i Edinbourgh var det en kamp at få publikummer nok. Kun otte havde købt billet til forestillingen, og som du og andre, der har set det, ved, skal der være mindst ni, for at stykket kan spilles," siger Nassim Soleimpour.
Og det er det smukke ved teater, mener han - når den kan spilles både foran 10 og 200 personer. I mere konventionelle forestillinger ændrer det måske ikke meget ved stykket, men netop i dette stykke har det - vil de indviede vide - en betydning.
Dén betydning vil Nassim Soleimanpour ikke røbe. Derimod vil gerne fortælle om baggrunden for, at 'Rød Kanin Hvid Kanin' er sat op så 'bart', som det er.
"Jeg ville gerne skrive et stykke, som man kan have i lommen. Når man er færdig med at opføre et teaterstykke med detaljeret scenografi, står man der og ved ikke, hvad man skal stille op med alle rekvisitterne. Det gør også, at det kan være svært og dyrt at få ud på turne. Men med stykker som 'Kanin' kan man nå helt ud til små teaterforeninger, som I jeres by Kokkedal, som jeg må indrømme, at jeg ikke kender," fortæller Nassim Soleimanpour.

En billet til frihed

At få stykket opført mange og forskellige steder betyder meget for Nassim Soleimanpour.
Han skrev det i sin tid som en 'billet' ud af Iran; som militærnægter blev han nægtet pas og udrejsemulighed, og forestillingen blev hans måde at rejse rundt i verden på og komme i kontakt med andre.
At han skabte kontakten til publikum, kunne mærkes, da forestillingen gæstede Egedalshallen forleden; publikum blev hængende og summede over indholdet, meningen og - for nogle - de erfaringer og oplevelser, de selv har gjort sig med og fra Iran.
I dag er Nassim Soleimanpour fri til at rejse.
"Jeg var uheldig og heldig på samme tid og fik nedsat syn på det ene øje, så jeg endte med at blive erklæret uegnet til militærtjeneste. Og derefter kunne jeg få udstedt et pas," siger Nassim Soleimanpour, som siden har bosat sig i Berlin.
At verden ikke længere er lukket land, betyder imidlertid ikke, at stykket har mistet sin betydning for ham.
"Der er kommet en ny dimension på. Forhåbentlig tilføjer udviklingen noget mening til stykket," siger Nassim Soleimanpour.
Og trods friheden hører han fortsat gerne fra publikummer, der har lyst til at følge den opfordring, han giver i sit stykke - og dermed ikke sagt for meget.