Kræmmere og god musik i Gjerrild
Tørfisk siger farvel til Bent Bro efter 42 år med en sidste koncert i det store telt lørdag aften.
Det er et af Djurslands største markeder med kræmmere, varer og specialiteter fra hele verden, som man kan finde på Gjerrild Kræmmermarked og Gjerrild Kram Rock Jazz i dagene fra torsdag 22. juni til søndag 25. juni, hvor der også er tivoli for de mindste og mulighed for at overnatte på campen.
Der er som sædvanligt gratis adgang til markedet, hvor der bydes på mere end 50 timers livemusik fra to scener med både kendte og mindre kendte kunstnere.
Bankospil i teltet
Festlighederne sættes i gang torsdag aften med bankospil i teltet, hvor der spilles om sponsorerede præmier fra lokale handlende.
Fredag aften er fortrinsvis for unge og yngre. Det er efterhånden blevet en tradition, at en stor del af områdets studenter afslutter deres kørsel i vogne i Gjerrild, hvor der indledes med sodavandsdiskotek for de mindste, inden der præsenteres levende musik. Voddo Party Band er et af orkestrene, som man kan opleve fredag aften.
Lørdag formiddag åbnes der for handel på kræmmermarkedet, og denne dag kan man på scenerne blandt andre opleve Brødrene Baumgartner, Uffe Steen Trio og tryllekunstneren Steve Hart. H.P. Lange kommer også på besøg med sit Big Gumbo Band, og om aftenen har arrangøren, Gjerrild-Bønnerup Idrætsforening, gjort lidt af et scoop, idet man her kan opleve Tørfisk give den sidste koncert med Bent Bro på scenen. Han har valgt at forlade orkestret efter 42 år - og koncerten i Gjerrild er altså den sidste for hans vedkommende.
Efter Tørfisk spiller bandet Førsteholdet op til et rigtigt gammeldags teltbal.
Gospelgudstjeneste
Søndag formiddag er der gospelgudstjeneste i det store telt med sognepræst Christina Philipstatt og Grenaa Gospelkor, udstilling af veteran- og særegne køretøjer, fodboldturneringen Gjerrild Open og blandt andet musik på scenen med Peter Danielsen og Flemming Sørensen, der præsenterer sange af Leonard Cohen og Johnny Cash.
Sidste band på scenen søndag eftermiddag er Fætters, og dermed knyttes der en musikalsk tråd til lørdagens koncert med Tørfisk, for de unge knægte i Fætters er familiemæssigt knyttet til flere af musikerne i Tørfisk - blandt andet er Bent Bros søn Anders med i bandet.
Så stort et arrangement kan ikke gennemføres uden solid hjælp fra masser af frivillige - og heldigvis er der i Gjerrild og omegn tradition for at give en hånd eller to med.