Fortsæt til indhold

Hyg og slap af med gamle spil på Industrimuseet

Industrimuseet fokuserer på god gammeldags hygge, så alle kan få en god oplevelse i eget tempo i vinterferien

Samfund
Arkiv

Industrimuseet i Horsens har - som kontrast til skiferier og andre ferier med højt aktivitetsniveau - valgt at geare ned og fokusere på hygge med gamle spil, lege og opgaver i vinterferien. Børn fra 6 til 12 år kan blandt andet spille æsel, ludo eller lægge puslespil.
For de lidt større børn og unge har museets levende værksteder sat sig for at sikre formidlingen af de seneste 50 års historie, så familien går derfra med endnu en historie, som farmor kan tale med over ved aftenskaffen.
Hvis du er fra Horsens, er du måske på et af de gamle skolebilleder, der ligger fremme til at blive bladret i.
De voksne er der tænkt på med udstillingen 'Hærens motorcykler' samt en udstilling med de store otte meter lange broderier af Julesminde – Horsens banen, som en gruppe kvinder fra Bjerreegnen har fremstillet.
I forbindelse med 'Hærens Motorcykler' holder major Kim Hartvig Sørensen foredrag lørdag den 20. februar klokken 14 om sin private samling. Tirsdag den 16. februar klokken 14 vil Emmy Hansen være ved broderierne og fortælle om dem.
Industrimuseet er åbent hver dag klokken 10-16 i vinterferien fra mandag den 15. februar til fredag den 19. februar.