Politiker melder sig i kampen om de røde porte
Kulturudvalgsformanden i Rudersdal undersøger nu muligheden for at bevare de røde skovporte i Jægersborg Hegn
Nyheden om, at de tre røde skovporte i Jægersborg Hegn skal fjernes, fik formanden for Rudersdal Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg til at spærre øjnene op. Og han vil nu forsøge at få sat en stopper for planerne.
"Det er ærgerligt, at de røde porte bliver revet ned, og jeg er enig med de borgere, der påpeger den kulturhistoriske værdi. De smukke, røde porte er i manges bevidsthed utvivlsomt forbundet med et besøg i Jægersborg Hegn, og sådan har det været i generationer. Der er simpelthen tale om et særegent, historisk kendetegn for vores lokalområde," lyder det fra Daniel E. Hansen (V).
Nedrivningen indstilles
Rudersdal Kommune samarbejder med de lokalhistoriske foreninger om blandt andet at bevare og vedligeholde lokale monumenter og mindesmærker, og det er netop dette samarbejdsudvalg, som Daniel E. Hansen vil benytte. I en mail til Rudersdal Avis skriver han, at han snarest vil rejse sagen om de røde porte i dette forum.
"Jeg har i går (mandag, red) bedt forvaltningen om at tage kontakt til skovrideren med henblik på at indstille nedrivningen af den sidste intakte port ved Kørom, indtil det af afklaret, om kommunen, de lokalhistoriske foreninger og Naturstyrelsen kan indgå et partnerskab om at bevare denne sidste port som et historisk mindesmærke," fortæller Daniel E. Hansen.
Afventer afklaring
Kontakten til skovrider Hans Henrik Christensen er skabt, og tirsdag kunne han fortælle til Rudersdal Avis, at der ikke kommer til at ske noget med de to resterende porte, indtil der er kommet en afklaring på det eventuelle samarbejde mellem kommunen og de lokalhistoriske foreninger.
"Portene skal jo ikke rives ned lige her og nu. Det har aldrig været planen. De bliver taget ned, når de trænger til en udskiftning. Så jeg har lovet, at vi ikke gør noget foreløbig, før det er undersøgt, om de interesserede kan finde penge til at vedligeholde portene," siger Hans Henrik Christensen.
De røde porte er Naturstyrelsens ejendom, og Rudersdal Kommune har derfor i princippet ingen råderet over dem.