Fortsæt til indhold

Ny stor beslag- og værktøjsbutik

EA Værktøj Engros er åbnet i København, med en attraktiv beliggenhed lige ud til motorvejen i Brøndby.

Samfund
Af Søren Lindquist

ÅBNING Firmaet, der i forvejen har 6 forretninger i Jylland og på Fyn, åbnede den 1. februar en ny stor butik på Vallensbækvej nr. 24 i Brøndby, som dermed er den syvende i rækken.
EA Værktøj Engros blev etableret af isenkræmmer Erik Andersen i 1961, og drives i dag af sønnerne Peter og Jørgen Andersen, der overtog forretningen i 1996. Man har forretninger i Fredericia, Middelfart, Vejle, Århus, Esbjerg, Odense og nu altså også i København. Og forretningens beliggenhed er ganske nøje udvalgt.
- Placeringen på Vallensbækvej, der går parallelt med motorvejen, gør det let for håndværkere på vej mod København at lave et ”hop af” fra motorvejen i Vallensbæk og et ”hop på” igen i Glostrup.
Vi ved hvor vigtigt det er for den travle håndværker, at det er nemt at gøre et stop hos os, når man har et konkret behov for værktøj eller materialer.
Derfor synes vi, at vores beliggenhed i Brøndby er nærmest perfekt, fortæller afdelingsleder Per Graulund,

Bredt sortiment

EA Værktøj fører et bredt sortiment af hånd- og elværktøj, bygningsbeslag, låse, søm, skruer, bolte, lim og fugemasse samt arbejdstøj og personlige værnemidler, specifikt rettet mod håndværk og industri indenfor træfagene.
Men, sortimentet er så bredt, at mange håndværksgrupper kan få dækket behovet for værktøj og materialer i EA forretningerne.
Og foruden de fysiske forretninger tilbyder man også sine kunder, at handle online, idet man byder på en af Danmarks største webshops - ea-engros.dk - der indeholder mere end 100.000 varenumre.
Per Graulund fortæller, at man kommer til København med ”jysk service” og ”jyske priser”, og netop service er et parameter der prioriteres særlig højt hos EA Værktøj Engros.
- Vore kunder må ikke gå forgæves hos os. Vi skal kunne dække deres behov og samtidig yde en service på højeste niveau. I et stærkt konkurrencepræget marked som vores, er det hér vi kan skille os ud, og det har vi heldigvis gode erfaringer med fra de seks øvrige EA Værktøj Engros forretninger i landet, siger Per Graulund.

Sortimentet hos EA Værktøj Engros er primært rettet mod håndværk og industri indenfor træfagene, men sortimentet er så bredt, at mange håndværksgrupper kan få dækket behovet for værktøj og materialer.