Frank Panduro tog MGP-afterparty med
Melodi Grand Prix og MGP 2016 blev en succes med stor opbakning fra Horsens
“Jeg har ikke tømmermænd, men jeg er lidt flad i dag,” sagde en glad og tilfreds men også træt direktør i Horsens & Friends, Frank Panduro, da Lokalavisen talte med ham i mandags.
“Jeg er en ansvarlig direktør, så jeg blev til den bitre ende, hvor alle balloner lå sprængt på gulvet,” fortæller Panduro, der deltog i MGP-deltagernes afterparty, hvor der var fuld gang i børnene.
Frank Panduro har prøvet at afholde Melodi Grand Prix før. Men børnens MGP var første gang.
“Det var et ualmindeligt engageret publikum. Også bagved, hvor børnene havde lavet et selvbestaltet dansegulv.”
Direktøren i Horsens & Friends fortæller, at Danmarks Radio havde cirka 250 personer i Horsens til at lave de to shows. Derudover havde Frank Panduro og Horsens & Friends omkring 100 personer til at gennemføre de mange gøremål og holde styr på de mange tråde, der er omkring så store events. Blandt andet at servere de 2.400 menuer, deltagerne har indtaget undervejs.
Koster tid og penge
Frank Panduro kan lige nu tage en slapper, men ikke ret længe. Ude i den nærmeste fremtid venter 12 sommerkoncerter og Vild med Dans finalen.
“Vi vil gerne afholde Melodi Grand Prix og MGP i Horsens igen, men det kan godt være, vi venter et år eller to. Det koster både meget tid og mange penge,” forklarer Frank Panduro og pointerer, at de store events er god markedsføring for byen og virkelig sætter spot på Horsens.
“Det er helt klart en succes, og vi er rigtig stolte af arrangementerne og det, at Horsens by og Kulturafdelingen på Horsens Kommune bakkede så meget op om selve arrangementerne og de mange tiltag, der har været i byen i forbindelse med afviklingen af de to Grand Prix'er.”
1,53 millioner seere så de voksnes Melodi Grand Prix. Seertallet for MGP er ikke kommet endnu, men forventes endnu højere.