Ajmal håber på en ny chance i Danmark

Vi har sløret hans ansigt og vi har givet ham et nyt navn. Ajmal er nemlig skrækslagen for at hans stedfar eventuelt skulle opholde sig i Danmark og genkende ham. Men hans rigtige identitet er kendt af avisen. Og faktisk nok også af personer i det sønderjyske. De kender ham dog nok under 'kælenavnet' Tut.
Ajmal er fra Afghanistan - en urolig del af landet - og da forældrene blev dræbt, flygtede drengen sammen med sin stedmor , stedfar og halvsøskende. Det var tilbage i begyndelsen af 0'erne. Den gang kom familien til Danmark, og efter endt sagsbehandling boede familien i Padborg. Det var på mange måder begyndelsen på en god tid for lille Ajmal. Først på Padborg Skole - for at lære dansk - og siden på først Holbøl Skole og siden Kruså Skole fungerede Ajmal godt, og han fik mange venner.
Derhjemme var det dog alt andet end godt. Stedfaderen er en hård og ond mand, der ikke kunne acceptere sin stedsøn. Ajmal måtte aldrig tage venner med hjem - eller gå med venner hjem. Han blev pryglet hver dag - ofte med en stok eller en rem. Og flere gange har han fået så mange bank, at han måtte indlægges til behandling på sygehuset, fortæller han til Lokalavisen.

Bortført til Pakistan

“Det handler ikke om religion eller kultur. Min stedfar er syg eller skadet. Han er en meget farlig mand, og hvis han nogensinde finder mig igen, så er jeg sikker på, at han slår mig ihjel,” fortæller han videre - og han giver også forklaringen.
“En dag - efter at jeg havde afsluttet 9. klasse - kom han og sagde til mig, at han og jeg skulle ud at rejse. Vi skulle på ferie, og det var kun os. Jeg var rædselsslagen, og turde ikke sige ham imod,” fortæller Ajmal. Destinationen for rejsen var et sted i Pakistan.
Ajmal husker, at de begav sig afsted ud på landet til en lille landsby. Og her forlod faderen ham i fremmede mænds varetægt:
“Det var rent helvede. Det var mænd med meget langt hår og meget langt skæg. De behandlede os som slaver, og vi fik næsten intet at spise. Hver gang de fandt den mindste anledning til det, fik vi bank, og nogle af de ulækre gamle mænd forgreb sig på os,” fortæller Ajmal med mørk stemme.
Hver dag tænkte han på at flygte. Både fra lejren og fra den stedfar, som et par gange vendte tilbage, men aldrig for at tage drengen med. Og en dag lykkedes det. Han kom væk, levede på gaden og en dag fik han lidt arbejde et sted, hvor man syede tøj. Det gav tag over hovedet og mad hver dag. Desværre viste det sig, at man blandt andet syede tøj til de mennesker han var flygtet fra - som nogle mente var Taliban - og en dag blev han opdaget. Han blev slæbt med tilbage, og havde det været slemt før, så var det meget værre nu.
Fra tidlig morgen til sen aften arbejdede Ajmal hårdt med at passe køer. Kun afbrudt af bønner og ganske få måltider.

Ny flugt lykkedes

En dag forsøgte Ajmal, og et par andre, sig med en ny flugt, og det lykkedes at komme væk. Gode mennesker hjalp dem og skjulte dem, ligesom de sikrede sig, at de fik mad og husly. Det er én af disse gode mennesker, som lånte Ajmal kapital nok til at han kunne flygte til Europa.
Det blev en lang rejse fra Pakistan via Iran, Tyrkiet, Bulgarien, Serbien, Østrig og Tyskland til Danmark. Og nu drømmer Ajmal om at han kan få lov at ende sin flugt her. Ajmals stedmor og halvsøster bor i området.
Indtil han får afgjort sin sag, er han indkvarteret på Asylcenteret i Haderslev, hvor man ind imellem gør brug af hans danskkundskaber som tolk - en opgave, han gerne tager på sig. Men ellers er han ikke meget for at forlade teltet:
“Jeg går ikke meget ud. Jeg er bange for folk. Hver gang jeg lukker mine øjne ser jeg min stedfar eller andre onde mænd. Derfor sover jeg næsten aldrig,” slutter Ajmal - en skæbne ud af mange tusinder.