Fem uger med s-togsændringer
Opstarten af nyt signalsystem på s-banen vil give begynderudfordringer
Hvis du skal med s-toget til og fra København de næste uger, er det en god idé at tjekke rejseplanen, inden du tropper op på stationen.
Banedanmark melder nemlig om fem uger med ændringer i køreplanen, mens et nyt signalsystem bliver indført på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg Station.
"Vi har i samarbejde med DSB testet både systemet og gennemført intensive testkørsler på Nordbanen, og vi er parate. Men vi kan støde ind i udfordringer og fejl, der skal rettes i den første tid. Og selvom vi har et omfattende beredskab klar, kan vi desværre ikke udelukke, at der kan komme forstyrrelser i togdriften på Nordbanen,” udtaler programchef for S-banen Torben Arnbjerg-Nielsen fra Banedanmarks Signalprogram i en pressemeddelelse.
I weekenden den 27.-28. februar er S-togene derfor erstattet af togbusser mellem Hillerød og Gentofte. I uge 9 vil der køre færre tog på hele S-togsnettet, fordi det nye signalsystem skal indkøres i overvåget drift, som kræver meget mandskab fra både DSB og Banedanmark. I uge 10-13 kører kun linje A mellem Hillerød og Køge med stop ved alle stationer.
"Det bliver kaos"
Ifølge Lisa Sonesson, som er pendlerrepræsentant på Nordbanen, er pendlerne meget glade for, at der nu kommer et spritnyt signalsystem. Men pendlerne ville ønske, systemet skulle rulles ud på et andet tidspunkt end lige en mandag, den 29. februar, i myldretiden.
"De her fem uger bliver ikke sjove. Spørgsmålet er ikke, om der bliver kaos, men hvor stort kaos det bliver. Det kommer til at gå ud over nogen, at der kommer så stort tryk på togene," siger hun til Hillerød Posten.
Pendlerne håber, at alle, der har mulighed for det, kan rejse på andre tidspunkter end i myldretiden eller måske tage bilen, bussen eller cyklen.
"Det kommer ikke til at være det store pres på fra Hillerød, men jo længere togene kommer mod syd, stiger der flere og flere på. Så snart vi er ved Lyngby, vil der være rigtig mange mennesker i togene, og så bliver det ikke sjovt, hvis man for eksempel er en skoledreng, der skal af toget," siger hun.
Pendlerne har derfor også inviteret både kernepersoner fra DSB og Banedanmark med på en køretur med toget mandag den 29. februar om morgenen, hvor de kan opleve forholdene og få en snak med pendlertalspersonerne.
Fra 1930'erne
De ældste af s-banens nuværende signalanlæg stammer tilbage fra 30'erne, og mange er fra 50'erne og 60'erne. Og de virker stadig, siger Torben Arnbjerg-Nielsen:
”Men de er tæt på udtjente og giver desværre mange signalfejl, som forsinker togene. Med S-banens nye signalsystem får vi fremtidssikret togdriften på S-banen og kan halvere antallet af signalfejl, der i dag er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen".
Det nye signalsystem er i brug i store byer som London og New York:
"Men jo ikke noget, man bare køber og sætter strøm til. Det er en omfattende og kompleks øvelse at tilpasse systemet til den danske S-bane,” udtaler Torben Arnbjerg-Nielsen.
S-banens nye signalsystem forventes at være rullet ud på alle strækninger i 2018.
Nyt signalsystem:
Tages i brug mandag den 29. februar mellem Hillerød og Jægersborg. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye signalsystem CBTC.
Skal på sigt sikre færre signalfejl og forsinkede tog på den stærkt trafikerede S-bane.
Udrulles først på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg, fordi strækningens sikkerhedssystem; såkaldt Forenklet HKT, er mere enkelt end på resten af S-banen.