Fortsæt til indhold

70 kommunale dagplejere afskaffes

Efterspørgsel på vuggestuepladser afskaffer 70 dagplejere

Samfund
Lotte Gyldenvang

Der er omkring 300 kommunale dagplejestillinger i Horsens Kommune. Men i løbet af 2016 og 2017 vil der være 70-75 færre dagplejere til at passe de små børn mellem 0-2 år i Horsens Kommune.
Det er der flere grunde til. Den ene årsag skal findes i de 100 nye vuggestuepladser, som kommunen opretter i løbet af 2016 og 2017. Den anden skal findes i faldende børnetal.

“Der er for mange ledige pladser i dagplejen, fordi forældre i stigende grad vælger en vuggestue eller en privat dagplejer i stedet for den kommunale dagpleje til at få passet de helt små børn,” forklarer dagtilbudschef i Horsens Kommune, Anne Bust.

Opfylder forældres ønske

De kommunale dagplejere blev kaldt til et orienteringsmøde om den aktuelle regulering i børnepasningen.

“Der er et tydeligt skift i forældres ønske om pasning, hvor rigtig mange i dag ønsker at få passet deres barn i en vuggestue. Derfor har vi politikere valgt at imødekomme borgernes ønske,” lyder det fra formand for Børneudvalget i Horsens Kommune, Lone Ørsted (S).
Hun understreger dog, at det ikke betyder, at den kommunale dagpleje bliver udryddet.

“Vi har en dygtig dagpleje med en meget høj kvalitet i Horsens Kommune. Men efterspørgslen følger ikke med antallet af dagplejere. Derfor må vi følge udviklingen og regulere, så udbud passer bedre med efterspørgslen,” siger Lone Ørsted.

Tilbud om uddannelse

De seneste år har omkring 40 procent forældre i Horsens Kommune ønsket vuggestuepladser, mens 60 procent har foretrukket dagplejen. Men nu er det omvendt.
Ifølge dagbladet Politiken viser en opgørelse fra fagforeningen FOA, at antallet af kommunale dagplejere på landsplan næsten er halveret på otte år.

Med 100 nye vuggestuepladser i Horsens bliver der meget snart brug for flere uddannede pædagoger og pædagogisk assistenter i Horsens Kommune. Derfor har alle kommunale dagplejere fået et tilbud om uddannelse og et nyt job.

“Til de dagplejere som vælger at tage enten en merit pædagoguddannelse eller uddannelsen som pædagogisk assistent, kan vi garantere en fuldtidsstilling i en af kommunens daginstitutioner. Det bliver et større puslespil, men vi håber, at vi på den måde kan undgå fyringer. Til de som ønsker at fortsætte som dagplejere, skal der stadig bruges omkring 230 dagplejere i Horsens,” siger dagtilbudschef Anne Bust, som i samarbejde med FOA Horsens har udarbejdet tilbuddet til dagplejerne for at undgå så mange afskedigelser som muligt.

“Det er et flot tilbud, som dagplejerne har fået. Jeg er glad for den aftale, så reguleringen forhåbentlig kan ske så smertefrit som muligt,” siger Lone Ørsted.