Godt tilbud trods trist situation
Dagplejere er kede af stor nedskæring
“Det kommer jo ikke ligefrem som et chok, at der skal skæres i antallet af dagplejere. Men det gør ikke situationen mindre trist”.
Sådan lyder det fra 31-årig Rose Birkemose, der er kommunal dagplejer i Lund ved Horsens. Hun har været dagplejer i syv år og er derudover uddannet pædagogisk assistent.
Siden det kom frem, at der skulle 100 nye vuggestuepladser til Horsens Kommune, har dagplejerne vidst, at der var forandringer på vej.
“Men vi har ikke vidst, om det ville betyde fyringer, omplaceringer eller uddannelse. Så det var dejligt med et orienteringsmøde,” siger Rose Birkemose.
Med til mødet var der omkring 200 kommunale dagplejere. Heriblandt også 54-årig Marianne Gerdes, der er dagplejer ved Dagnæs.
“Jeg har været dagplejer i 18 år og kunne tale i timevis om, hvor sørgeligt det er, at dagplejere tilsidesættes for vuggestuer. Det er klart, at os der er glade for vores arbejde og kan se fordelene med et nært og trygt miljø til pasning af de små, er kede af, at dagplejen skal nedskæres,” siger Marianne Gerdes, der også har uddannelsen som pædagogisk assistent.
Det kræver netop en uddannelse som pædagog eller pædagogisk assistent at tage imod FOAHorsens og Horsens Kommunes tilbud til de 300 dagplejere om et fuldtidsjob i en kommunal institution. Er man som Marianne Gerdes og Rose Birkemose allerede uddannet, kan man hurtigere omplaceres til en daginstitution. Med 100 nye vuggestuepladser i Horsens bliver der brug for uddannede folk i institutionerne.
Hjertet er i dagplejen
“Når situationen nu ikke kan være anderledes, er det efter min mening den bedste løsning, vi er blevet præsenteret for. Det er en god mulighed at få tilbud om en fuldtidsstilling og mere uddannelse. Der er stadig mange overvejelser, både økonomiske og familiære, som hver dagplejer nu skal gøre sig i en usikker fremtid,” siger Rose Birkemose.
Hun har taget stilling, men vælger at holde sin beslutning for sig selv. Marianne Gerdes har meddelt kommunen, at hun allerhelst vil fortsætte som dagplejer, men hvis netop hendes dagpleje ikke kan bevares, er hun åben for at blive ansat i en institution.
“Mit hjerte ligger i dagplejen. Det føler jeg, blev hørt til mødet. Jeg synes, det er positivt, at kommunen står frem og vil hjælpe os videre med jobs. Nu håber jeg bare, at de kan stå ved tilbuddet,” siger Marianne Gerdes.