58 kommunale dagplejere flyttes til daginstitutioner - fire afskediget
For få børn i dagplejen afskaffer 70 dagplejere. Men de fleste fortsætter i daginstitutioner
I slutningen af januar kunne Lokalavisen Horsens fortælle, at 70 kommunale dagplejere i Horsens skal afskaffes. Dels fordi der ikke er børn nok til dagplejen, og dels fordi efterspørgslen på vuggestuepladser i Horsens stiger.
De 300 dagplejere i Horsens fik tilbudt en uddannelse som enten meritpædagog eller pædagogisk assistent og efterfølgende et fuldtidsjob i en af kommunens daginstitutioner, for at undgå så mange fyringer som muligt.
Det tilbud har 32 dagplejere valgt at tage imod. Derudover er der 26, som allerede har uddannelsen eller er i gang med at uddanne sig, som også tager imod tilbuddet.
Fire dagplejere skal fyres
“Det er jeg utrolig glad for. Det betyder nemlig, at det kun har været nødvendigt at afskedige fire dagplejere i Stensballe, Langmark og Vestby. Der skulle uden tvivl reguleres flest dagplejere i Lund og Bankager, men det er også her, at flest dagplejere har taget imod tilbuddet. 12 dagplejere har valgt at gå på pension eller efterløn,” siger Anne Bust, dagtilbudchef i Horsens Kommune.
Reguleringen betyder, at omkring 45-50 dagplejebørn står overfor at skulle flytte til en ny dagplejer.
“Selv om det set fra min stol er dejligt, at det er gået så smertefrit, har jeg stor respekt for, at forældre til 45-50 børn er kede af at miste deres dagplejer. Vi er i kontakt med alle forældrene, så vi kan sikre den bedst mulige flytning for de implicerede børn,” siger Anne Bust og tilføjer:
“Dagplejerne har været gode til at snakke med forældrene, og dagplejernes fagorganisation FOA har været gode til at drøfte situationen med dagplejerne. På den måde er puslespillet ved at blive løst uden opslidende afskedigelser,” roser en tilfreds dagtilbudschef, Anne Bust.