Gamle og nedslidte broer skal understøttes
To broer fra begyndelsen af 70'erne har nedsat bæreevne og skal nu understøttes, så de ikke braser sammen
Et eftersyn af to broer på henholdsvis Bistrupvej og Slangerupvej i Farum afslørede for nylig, at broerne er så gamle og nedslidte, at deres bæreevne er nedsat. Derfor bliver de to broer nu i første omgang understøttet, inden de i løbet af et par år enten skal rives ned og udskiftes med en ny bro eller repareres.
Der fortæller Jesper Christensen, der er afdelingsleder i Vej & Park i Furesø Kommune.
"Vi holder godt øje med vores broer, som skal gennem et eftersyn af specialister hvert femte år, og ved det sidste eftersyn viste betonprøverne, at vi hellere må se nærmere på de to broer på Bistrupvej og Slangerupvej", siger Jesper Christensen til Furesø avis.
De to broer er begge fra begyndelsen af 70'erne. Broerne, der fører Bistrupvej over en gang- og cykelsti mellem Farum Midtpunkt og Gammel Bregnerødvej (Midtpunktstien) og Slangerupvej over en gang- og cykelsti mellem Paltholmvej og Trevangskvarteret (Gregersmindestien), skal altså i første omgang understøttes. Men indenfor et par år skal de enten repareres eller helt udskiftes.
"Vi er i god tid, så understøtningen kommer til at virke, og vi mener ikke, at der er grund til at tro, at der er fare for sammenstyrtning", lyder det beroligende fra Jesper Christensen.