Fortsæt til indhold

Trinbræt nu Hr. minister

Mandag 29. februar klokken 10 er Stilling klar til at tage imod transportministeren. Håbet er at få ministerens tilsagn om at arbejde for en genåbne trinbrættet i byen

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Vi er SÅ parate til at tage imod ministeren,” er det korte, men fyndige svar fra Stilling-Gram Borgerforening, der 29. marts klokken 10 tager opstilling på den gamle Korn- og Foderstof grund lige overfor SuperBrugsen for at give transportminister Hans Christian Schmidt en varm velkomst.
Placeringen har en smule indbygget nostalgi. Det er nemlig også her, det gamle vigespor var.
“Selvom det er en almindelig arbejdsdag, så håber vi, at mange Stilling-borgere vil benytte muligheden for at vise transportministeren, at det her altså er et vigtigt og nødvendigt skridt i udviklingen af Stilling,” understreger borgerforeningens formand, Henrik Bratbøl.
Sammen med ni andre udgør han en arbejdsgruppe, der har sat alt ind på at skabe et overbevisende program for transportministerens en time lange besøg i Stilling.
“Vi vil vise ham en lille film og plancherne med vores visioner for Stilling i 2020. Det er oplysninger, vi mener, giver ham den nødvendige viden til at arbejde videre mod en genåbning af trinbrættet i Stilling,” forklarer borgerforeningens formand.

Tredje gang - lykkens gang?

Det er tredje gang, Hans Christian Schmidt lægger vejen forbi Stilling.
Første gang lovede han som transportminister flot, at Stilling ville have trinbrættet indenfor et år.
Anden gang havde blå blok lige mistet regeringsmagten, men nu mener Stilling-Gram Borgerforening vejen må være banet for et grønt lys til trinbrættet.
“Vi satser på, tredje gang er Lykkens gang,” griner Henrik Bratbøl.

Erhvervslivet støtter op

Ministerbesøget i Stilling bliver rundet af på virksomheden Vila, der har åbnet dørene for erhvervsvirksomhederne i Stilling, så de med egne ord kan fortælle transportministeren, hvorfor de mener, det er nødvendigt at genåbne trinbrættet.
“Vila har foretaget en intern undersøgelse blandt deres 300 medarbejderne, der viser, at rigtig mange af dem, over 50 procent, ønsker at bruge toget, hvis det var muligt, og det vil de gerne uddybe overfor ministeren,” fortæller Henrik Bratbøl.
Ved mødet på Vila deltager også borgmester Jørgen Gaarde, (S) de øvrige byrådspolitikere, Stilling-Gram Borgerforening samt Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.