Katalog på vej
Proces i gang forud for beslutning om skolestruktur
En styringsgruppe arbejder i øjeblikket med at analysere folkeskoleområdet i Norddjurs. Gruppen, der består af politikere, forældrerepræsentanter, skoleledere og repræsentanter fra forvaltningen, blev nedsat efter kommunalbestyrelsens vedtagelse af budgettet for 2016-2019. Ifølge dette skal der reduceres i budgettet til specialundervisning samt gennemføres generelle besparelser på skoleområdet for 2018 og 2019.
Gruppen har mødtes tre gange, og undervejs har alle deltagerne også sammen været på rundtur til alle skoler for at få en fornemmelse af fordele og udfordringer de enkelte steder.
Spørgsmål til forvaltningen
Ved mødet mandag i sidste uge blev der kigget på udviklingen i børnetal og formuleret spørgsmål til forvaltningen. Nogle af dem gik på at få undersøgt, hvordan opgaven er blevet taklet i andre kommuner og hvilke erfaringer man har høstet, når man har lavet ændringer i skolestrukturen og måske lukket skoler.
“Det gør jo virkelig ondt at rykke lærere og elever op med rod, men hvad er virkningen efter nogle år. Rejser lokalsamfundet sig igen”, siger borgmester Jan Petersen.
Han understreger, at der ikke vil blive lukket skoler på denne side af kommunalvalget. Styringsgruppens arbejde skal ende ud i et katalog med forskellige muligheder, der så danner et fælles udgangspunkt for diskussioner op til budget 2017. Det vil samtidig være et grundlag for diskussioner op til kommunalvalget i november 2017.
“Det materiale, der kommer ud af arbejdet, kan de forskellige partier og kandidater forholde sig til i forbindelse med valget. Skolestrukturen bliver en del af valgkampen - man skal også turde diskutere de svære diskussioner.”