Bente har Mikal fra Eritrea i praktik
Reklamefotograf Bente Binderup fra Risskov vil gerne gøre en forskel og har ansat flygtning i praktik
Bente Binderup har i de seneste syv år haft sit eget firma, BB-Studio, men det var først fra årsskiftet, at hun besluttede sig for at rykke aktiviteterne ud af sit eget hjem i Risskov og over i lokaler i industrikvarteret på Arresøvej.
Det har ikke kun givet mere plads, men også åbnet en mulighed op for at ansætte den 22-årige flygtning fra Eritrea, Mikal Yosief.
“Jeg er med i nogle netværksgrupper, og det var i en af dem, at jeg blev kontaktet af Peter Buntzen fra Integrationsnet, der er en del af Dansk Flygtningehjælp. Han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at få en flygtning i en tre måneders praktik, og det sagde jeg ja til,” fortæller den 57-årige reklamefotograf, som har 25 års erfaring fra branchen.
“Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel og bilder mig ind, at det gør jeg her. Der er ingen økonomisk gulerod i at have ansat en flygtning. Tværtimod. Men det synes jeg heller ikke, der behøver at være,” understreger Bente Binderup.
Hendes studiet er på 150 kvadratmeter, men hun lejer også studiet ud på dagsbasis til for eksempel filmoptagelse, lagersalg eller fotografering.
To dage om ugen
Mikal Yosief var meget interesseret i at komme i praktik hos en fotograf, fordi hun har en drøm om at blive fotomodel eller arbejde i modebranchen. Hun er hos reklamefotografen i Risskov to dage om ugen, og det fungerer fint:
“Jeg kan godt li' at være hos Bente. Det er spændende, og jeg synes, jeg lærer en masse. Det er god oplevelse,” fastslår Mikal Yosief.
Hun har været i Danmark i halvandet år og flygtede fra Etriea til Sudan efter at have siddet i fængsel, fordi hun tilhører en minoritet i landet som protestant kristen. Efter tre år i Sudan flygtede hun til Danmark og endte på asylcenter i Frederikshavn i august 2014. I juni 2015 kom hun til Aarhus. Her boede hun på hotel indtil december, hvor drømmen om at få sit eget hjem gik i opfyldelse, da hun fik en ungdomsbolig i Risskov.
Dagligdagen går med danskundervisning hos 'Lærdansk' i Aarhus tre dage om ugen, og så to dage på praktikpladsen hos BB-Studio. Og når der tid til det, er Eritrea-kvinden aktiv i 'Den Nye Havn', som hjælper andre flygtninge i Aarhus og omegn med at få skabt et fundament for deres nye tilværelse.
Større kendskab
Formålet med praktikken er, at Mikal Yosief lærer at tale bedre dansk og får et større kendskab til det danske arbejdsmarked.
Bente Binderup er meget tilfreds med praktikordningen.
“Jeg vil gerne anbefale det. Det giver noget, og jeg lærer også selv noget, når jeg skal forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Jeg er glad for at have fået muligheden for at have Mikal. Hun beriger mig og har givet mig et godt indblik i en anden kultur. Jeg får også en god respons fra mine kunder, og jeg kan spore en fremgang i hendes danske,” siger reklamefotografen.
Foreløbig har de to papir på hinanden frem til april, og Bente Binderup er åben for at forlænge samarbejdet.
“Jeg synes, det er gået udmærket. Mikal er en god pige, men der er selvfølgelig nogle kulturforskelle. Hun har haft svært ved at møde til tiden, og i starten ringede hun ikke, hvis hun var forhindret i at komme på arbejde. Men det er blevet meget bedre. Vi har fået snakket om vigtigheden af, at man holder det, man aftaler,” siger Bente Binderup.
Og lysten til at fortsætte er gensidig.
“Hvis Bente ønsker, at jeg fortsætter, vil jeg gerne,” lyder det fra Mikal Yosief.