Fortsæt til indhold

Følfoden er en forårsbebuder

Den lille blomst elsker at vokse på Treldes ler-skrænter

Samfund
Af Ole Klottrup

Det er måske tid til en følfod-tur på Trelde Næs!
Hvis du har været på Trelde Næs i det tidlige forår, har du sikkert lagt mærke til de mange flotte, gule blomster på skredene – nogle af de første forårsbebudere.
Det er Følfod, som blomstrer i marts-april, eller sjældent - og kun hvis vi har haft en lang, streng vinter - i maj. Blomstringen afhænger også af, hvor meget sol, planten får - og på skrænterne er der jo ikke noget, der skygger.
Se på fotoet, hvordan blomsterne strækker sig mod solen. De gror i det hele taget på et ønskested for følfod, som godt kan lide lerede skrænter, hvor der siver vand ud. Det er næsten definitionen på Trelde Næs!
Her kan vi nyde blomsterne og derefter de grønne blade – som kan minde om hoven på et føl – og endelig frugterne, nødder med hvid fnok. Fnokken er nogle hår, som gør det lettere for nødderne at blive spredt ved vindens hjælp.
Man mener dog, at følfod først og fremmest indtager nyt land ved, at små stykker jordstængel spredes ved pløjning, byggeri eller lignende. Følfod er en pionerplante – en af de første, som indfinder sig efter gravearbejder.
Mens vi går og nyder de gule blomster, er der givetvis andre, der bander stygt over følfod. Det er svært at fjerne hele planten fra steder, hvor man ikke ønsker den. Der bliver altid noget jordstængel tilbage.
Følfod er en gammel lægeplante, der siges at hjælpe mod hoste. Men det kunne være som at gå fra asken til ilden, for den indeholder et stof, som kan giver leverkræft. Og derfor har kommercielt salg af teplade af planten mod hoste været forbudt siden 1964.
Så nyd forårssolen og de gule blomster - og find så noget andet mod den genstridige vinterhoste!