Hvem er de mennesker vi skændes om?
Tidligere Vivild-pige fortæller om sine oplevelser som frivillig flygtninge-medarbejder
Agnete Hentze, tidligere Vivild, fik nuanceret sit billede af, hvad en 'rigtig' flygtning er, da hun i seks uger fra december 2015 til januar 2016 var frivillig flygtningemedarbejder på de græske øer Leros og Chios. Det fortæller hun om i Vivild Sognehus onsdag 6. april klokken 19.30. Det er Vivild Menighedsråd, der arrangerer.
“Debatten om flygtninge i Danmark og Europa spidser mere og mere til. Den har opdelt os i to hold: De som er for og De som er imod. Men hvem er de mennesker, vi skændes om, egentlig”, lyder det fra Vivild Menighedsråd som optakt til foredraget.
Agnete: Hentze fortæller, at hun tog afsted med en kuffert fyldt med idealisme, men hun kom tilbage med noget, der har mere at gøre med virkeligheden.
“Foredraget handler om det, jeg engang troede var ”Den rigtige flygtning”. Og så handler det om det øjeblik, hvor både de og jeg viste sig bare at være helt almindelige mennesker i en i helt ualmindelig situation.”
Agnete Bach Hentze er opvokset i Vivild og uddannet fra Designskolen i Kolding. Hun er nu bosat i Prag, Tjekkiet.
Foredraget er gratis, og undervejs vil der blive solgt kaffe og kage.