Fantasten der tror, at man bliver, hvad man spiser

Klokken har lige passeret 10. Vinteren bider hårdt i næsen og kinderne. Jorden er hård og knoldet på markerne uden for Viuf. Den ujævne jord får de sorte spande med foder og de store plasticdunke med vand til bumpe rundt mellem hinanden, mens Lars Qvist kører sin gule minilæsser ned til svinestien. Det er fodringstid. Endda lidt for sent på den, bemærker Lars Qvist, da dyrene iler ivrigt til truget ved lyden af maskinens ankomst. Lars Qvist kigger ud over marken. Familiens røde træhus står på toppen.
“Der er ikke en eneste dag - selv når det har været svært at rejse sig fra sofaen med tømmermænd - hvor jeg ikke har nydt at komme herned,” siger han så.

Indiansk tilgang

Det er 15 år siden, Lars Qvist og hans kone Anne Mette Riber overtog Rydskovgaard fra Anne Mettes forældre. Da var det regulært landbrug, men straks efter overtagelsen omdannede Lars Qvist det til økologisk landbrug. Og så lige skridtet videre. Her eksisterer ikke kompromiser. De påkrævede 95% af foderet, der er blandt kravene for at kunne bruge det røde Ø-mærke er hævet til 100% på Rydskovgaard. Dyrene har adgang til at gå ude hele året. Det er jo det mest naturlige, mener landmanden. Medicin eksisterer ikke i driften af kvægene og grisene, så hvis der skulle udbryde sygdom i en hel besætning, så er landbruget med Lars Qvists egne ord “på røven”. Han kalder det selv et stokrose-landbrug. Det har vist noget med den idylliske tankegang at gøre.
“Jamen, der er da nogle, der kalder mig for en fantast. Jeg har nok bare lidt et indiansk syn på tilværelsen. Jeg tror i høj grad, man er, hvad man putter i munden, men jeg tror også på, at vi har jorden til låns. Derfor skal vi behandle dyrene ordentligt. Det er egentlig ikke fordi, jeg er økologisk missionær. Det bliver tit så moralsk og fordømmende, og det er ikke mit projekt at nedgøre, hvordan andre gør tingene, men jeg synes, det er skidt, når folk tror, at de kan få de produkter, vi har, til de samme priser som i supermarkedet. Det kan man altså ikke,” fastslår Lars Qvist

Ikke for stort

Det er da heller ikke i supermarkedet, man finder varerne fra Rydskovgaard. Familien har deres egen lille gårdbutik, og Lars Qvist leverer også til nogle specialforretninger, men en del af tanken omkring landbruget er også, at det ikke skal blive for stort. Det skal så at sige kunne betale sig at sælge mindre til en højere pris, for det giver tid og plads til, at dyrene gennemgår en helt naturlig udvikling fra fødsel til slagteriet. Det kommer der bare de bedste produkter ud af, mener Lars Qvist.
“Det kan hurtigt blive en stress-tanke, hvis det bliver for stort. Målet er selvfølgelig, at det også skal give overskud, men hvis jeg står i en situation, hvor jeg skal vælge imellem to produkter, så vælger jeg altid det bedste. Så må bundlinjen komme i anden række,” siger landmanden.