“Moesgaard har altid været magisk”

Dette skulle egentlig være et portræt af den afgående museumsdirektør på Moesgaard Museum, Jan Skamby Madsen - og det er det sådan set også. Men det er i lige så høj grad fortællingen om byggeriet af en 16.000 kvadretmeter stor publikums-succes, som har været 20 år undervejs - altså med andre ord: I lige så lang tid, som Jan Skamby Madsen har siddet ved roret på Moesgaard.
Siger du Jan Skamby Madsen, siger du derfor også 'det nye Moesgaard Muesum' - og omvendt.
I forsøget på at komme lidt tættere på 'manden med piben' bliver det derfor kun til en vag kratten i overfladen, da samtalen hurtigt glider over på Moesgaard, og alt hvad dertil hører. Og derfor undrer det måske heller ikke, når han kalder de seneste 20 år i direktør-stolen for “et drømmejob”.
Men 20 år på samme sted er alligevel lang tid. Hvorfor har du holdt fast i alle disse år?
“Når man har en opgave, så skal den også gennemføres. Selvfølgelig kan man blive usikker nogle gange i så lang en proces, men jeg har elsket det på alle måder. Og så er her en vidunderlig medarbejderstab,” fortæller Jan Skamby Madsen fra sit kontor i den gamle hovedbygning på Moesgaard.

Kedelig formidling - nej tak

Den snart 69-årige Jan Skamby Madsen er oprindeligt fra Åbyhøj, men i dag bor han i Risskov med sin hustru Pauline Asingh, som også arbejder på Moesgaard Museum. Sammen har de otte børn - fire hver.
Han er oprindeligt handelsuddannet og har en HD, desuden har han læst etnologi og er uddannet arkæolog, hvor han læste på Moesgaard.
Sidenhen blev han leder af Vikingeskibsmuseet i Roskilde i 17 år, hvor han stod bag en udbygning af stedet for at gøre noget særligt ud af formidlingen.
“Det er mit brændende ønske at formidle kulturhistorie på en anden måde, end man plejer. Jeg har altid undret mig over, at man formidler så kedeligt,” fortæller Jan Skamby Madsen.
Da udbygningen af Vikingeskibsmuseet var ordnet, var tiden inde til nye udfordringer - valget faldt nu på Moesgaard.
Også her blev det hurtigt klart, at han ville styrke formidlingen på stedet og dertil også forskningen. Han vidste allerede dengang, at der ikke var andre alternativer end at bygge nyt.
“Jeg ville gerne bevare de studerende på stedet, og jeg kunne godt se, at der ville komme pladsproblemer, så hvis universitetet skulle blive, skulle der noget nyt til,” forklarer Jan Skamby Madsen.
“Men det er usædvanligt, at museer bygger nyt - vi bliver altid proppet ind i noget gammelt lort, for 'der er da stemning'. Men hvis man skal fortælle sin egen historie, skal man også have lov at skabe sine egne rum. Mange var dog skrækslagne ved at placere en 16.000 kvadratmeter stor bygning i det her smukke landskab. Så den skulle indplaceres naturligt i miljøet - og kunne man overhovedet det,” spørger Jan Skamby Madsen, som kan konstatere, at den del vist er lykkedes meget godt.
Med en halv million besøgende fra åbningen i oktober 2014 og et år frem, vendte gæsterne ligeledes hurtigt tommelfingeren op og godkendte byggeriet.

Nu er den epoke slut

Han har hele tiden vist med sig selv, at når det nye museum stod færdigt, og det var vel-driftet i cirka et år, så var det på tide at takke af. Derfor overlader han direktør-posten til en endnu ukendt efterfølger ved udgangen af november i år.
“Stedet her har altid været magisk, og jeg har altid været fascineret af det. Men nu er jeg færdig med dén epoke, og der er rigtigt gode folk til at tage over,” fortæller han og fortsætter:
“Jeg kan da også godt mærke, at jeg kører træt nogle gange. Jeg løber jo ikke lige så stærkt som for 20 år siden. At være daglig leder kan godt være anstrengende, og når man er chef, har man altid lidt dårlig samvittighed over de ting, man ikke når.”
Helt slut med at arbejde er det dog ikke. Dels er han fortsat tilknyttet Moesgaard med flere projekter frem mod 2017, og dels vil han gerne arbejde videre med forskellige andre ting “udelukkende con amore”, som han siger.
“Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have noget at rive i,” forklarer han med et smil.
Desuden vil han gerne rejse noget mere og få læst alle de bøger, som efterhånden mangler, samt være lidt mere social med børnene og børnebørnene.
Bliver det en tårevædet afsked?
“Nej, det håber jeg da bestemt ikke - men jeg vil nu nok savne den her udsigt og selvfølgelig kollegaerne.”
Når du står her for foden af det nye museum og kigger op på det, hvad tænker du så?
At det er frydefuldt.
Men er du stolt af det, du ser?
“Jeg er tilfreds!”