ABBA feberen raser i Skanderborg
Oplev premieren på ’Fra Waterloo til Düvemåla’ i Kulturhuset i Skanderborg fredag 26. februar
Den smittefarlige og omsiggribende ABBA feber er brudt ud i Skanderborg-området. Det er dog ikke spor farligt. Tværtimod, er det en feber, folk bare bliver i rigtig godt humør af, hvis de vel at mærke kan lide ABBA.
Fredag 26. februar er der premiere på koncerten 'Fra Waterloo til Düvemåla – En hyldest til ABBA' i Kulturhuset Skanderborg. Koncerten er en forrygende tur tilbage til 70'erne og 80'erne, hvor publikum kan opleve 25 klassiske ABBA hits blandet godt sammen med de store højdepunkter fra Benny Andersson og Bjørn Ulvaeus' musicals.
Som titlen antyder, går turen fra Grand Prix gennembruddet med Waterloo og frem til musical-mesterværket, Kristina från Düvemåla.
“Fra Waterloo til Düvemåla har været opført tidligere i 2014 – og her oplevede vi et meget begejstret publikum. Vi rammer virkelig noget, som publikum elsker med denne musik. Alle er fantastisk glade og kan nærmest ikke få armene ned efter koncerterne. Det kan vi så heller ikke og glæder os umådeligt meget til at præsentere koncerten i Skanderborg,” siger den aarhusianske producent, Michael Bentholm, fra Firserne Live i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Billetterne til ABBA koncerten kan købes via kulturhuset-skanderborg.dk