Fortsæt til indhold

Bliver skoledagen kortere?

Flere kommuner landet over har besluttet at skolerne selv må bestemme om de vil konvertere understøttende undervisning til to-lærer ordning. Vil Norddjurs det samme?

Samfund
Anette Bonde

Tirsdag i denne uge skal kommunalbestyrelsen i Norddjurs beslutte, om man vil give skolerne mulighed for at konvertere den understøttende undervisning til to-lærer-ordning og dermed gøre skoledagen kortere.

Flere kommuner siger ja

Det kommer op, efter at undervisningsminister Ellen Thrane Nørby (V) i august og igen i januar i et såkaldt hyrdebrev til kommunerne, mindede dem om, at de ifølge folkeskolereformens paragraf 16 b kan give skolerne mulighed for at erstatte dele af den understøttende undervisning med en to-lærerordning i fagtimerne og samtidig forkorte skoledagen.
Ifølge Danmarks Lærerforening har 37 kommuner allerede åbnet op for muligheden.

Børne- og ungdomsudvalget havde det på dagsordenen i januar, og her stemte et flertal bestående af Lars Østergaard (V), Kasper Bjerregaard (V), Tom Bytoft (S), Niels Basballe (S) og Pia Bjerregaard (S) nej til, at der skal ske en afkortning af skoledagens længde. Det ønskede Ulf Harbo (Ø) og endvidere, at spørgsmålet rejses i kommunalbestyrelsen.

Bøn fra skolebestyrelsen

Skolebestyrelsen i Auning har reageret med et brev til kommunalbestyrelsen og børne- og ungdomsudvalget og bedt om, at man ikke afskriver skolerne i Norddjurs Kommune muligheden for i særlige tilfælde at søge om fravigelse for reglerne om undervisningstidens længde.

Som eksempel peger man på 7. klassernes konfirmandundervisning, der betyder, at eleverne to dage om ugen først får fri klokken 16.

"Fra Auning Skole kan vi konstatere, at et flertal i BUU ikke ønsker, at der sker en afkortning i skoledagens længde. Til dette kunne vi tænke os at spørge til, om man har haft alle nuancer med, da man traf denne beslutning. Vi ønsker som skole ikke tilladelse til en generel afkortelse af skoledagen, men vi ønsker muligheden for at ansøge om dette i særlige tilfælde, hvor det giver sund fornuft at overveje det – mon ikke forældre og borgere i kommunen kunne have samme ønske", skriver skolebestyrelsen.

Fint at have muligheden

Organisationen Danske Skoleelever støtter skolernes selvstændige valg. August Solkær, næstformand i Danske Skoleelever, pointerer, at både understøttende undervisning og to-lærerordning kan være den rette løsning afhængigt af situationen. Det vigtigste er at gøre, hvad der er bedst for den enkelte elev og ikke skele til økonomien, siger han. Han ser kun fordele i at åbne op for, at den enkelte skole selv kan bestemme.

“Her ved man bedst, hvad der passer til elevgruppen og den undervisning, man ellers bedriver. Og så vil jeg gerne igen understrege, at det skal ikke være en mulighed for at spare penge ved at sætte vikarer ind. Det skal altid være for at højne det faglige udbytte for eleverne.”

“Slip skolerne fri”

Michael Laursen, Djurs Lærerforenings Kommunerepræsentant for Norddjurs kommune, mener, at politikerne skal overgive beslutningen til skolerne.

“Politikerne skal slippe skolerne fri nu, og lade den enkelte skole finde ud af, hvad der er bedst for dem. Det er skolelederne, personalet og eleverne, der står med problemerne. Der er lokale forhold, der spiller ind, både i forhold til den enkelte skole og hvilken elevgruppe man har.”

Han mener også, at mange elever vil være bedst tjent med at slutte lidt tidligere.

“Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om man får den bedste undervisning efter klokken 14. Fra lærerne får vi de meldinger, at børnene er trætte. Desuden har nogle af eleverne været i bus tre kvarter om morgenen, og de har også tre kvarter hjem igen.”

“Vent på evaluering”

Tom Bytoft (S), medlem af børne- og ungdomsudvalget, var én af de fem i børne- og ungdomsudvalget, der stemte nej. Han vil ikke ændre noget, før end den igangværende skoleredegørelse er færdig, siger han. Som omtalt tidligere forbereder en arbejdsgruppe i øjeblikket et katalog om skoledriften i Norddjurs som afsæt til at tage en debat om ny skolestruktur. Det skal være færdigt til maj, og der afholdes borgermøder i april.

“Vi skal da først høre, hvad skoleredegørelsen peger på - hvad er der af muligheder for kvalitetsmæssig og rationel skoledrift. Redegørelsen er færdig til maj, og det vil være tåbeligt, hvis vi træffer beslutninger, der går imod det. Til maj er vi klar til at tage den rigtige beslutning.”

Læs også: Skolestruktur i Norddjurs: Katalog på vej


Han anfører, at spørgsmålet altid vil kunne tages op igen.

"Det vil da være helt naturligt."

Han afventer også de kvalitetsrapporter, der er på vej fra hver enkelt skole. Hvis de viser, at udskolingseleverne nu har et større gennemsnit på vej ud af skolen, vil han have fastslået, om det er en effekt af den understøttende undervisning, af lektiehjælpen eller andet, der blev indført med folkeskolereformen, inden man kortslutter noget.

Læs mere i printavisen Lokalavisen Norddjurs i denne uge.