Danny skifter læreplads til Grenaa Skibsværft
Farvel til produktionsskolen og goddag til skibsværft
Danny Drachmann har været i lære som smed på Grenaa Produktionsskole, men nu skifter han til en virksomhed ude i det 'rigtige' erhvervsliv. Han har nemlig fået ny læreplads på Grenaa Skibsværft, og her tager han de sidste halvandet år af sin læretid.
I sommeren 2013 startede Danny som PBE lærling på skolens metalværksted, efter et forløb som ordinær produktionsskoleelev.
Går forrest
Værkstedsleder Hans Stokholm fortæller om Danny Drachmann, at han er manden, der altid går foran på værkstedet, og viser vejen for de andre elever.
“Han er hjælpsom, og tager godt i mod de nye, der kommer til. Hvis der er brug for hjælp og vejledning, kan de roligt gå til Danny. Altid pligtopfyldende og ansvarlig for de opgaver han udfører, med et stort værktøjskendskab, og et charmerende smil på læben, har han været en ressource her på stedet, som mange kommer til at savne.”
Danny Drachmann bestod grundforløbet på Viden Djurs med et 12-tal. Mens han har været på produktionsskolen har han været i praktik på HSM og hos DS Schmidt.