Fortsæt til indhold

Cratebuddy vil lære dig at nyde livet

To unge mænds egne oplevelser med stress i hverdagen satte dem på sporet af koncept, der skal lære danskerne at nyde nuet og huske at holde pauser

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Det er ikke fordi, vi regner med at blive forgyldt af den her ide. Det handler mere om en mission. Vi vil gerne få danskerne til at værdsætte nuet, nyde livet og huske at holde pause.”
Simon Chizeck Andersen fra Skanderborg og Tom Krogh Nilson fra Tranbjerg vælter sig i kvalitets slik, mærkevaredelikatesser, og luksus-chokolade.
I september sidste år lancerede de webkonceptet Cratebuddy, en hjemmeside for livsnydere, hvor man på ganske almindelige abonnementsvilkår hver måned modtager en kasse fyldt med overraskelser i luksus klassen.
“Vi er begge typen, der lader os rive med af spændende projekter og knokler derudaf med studie, job, familie og karriere. Men vi har også haft stress tæt inde på livet,” forklarer 28-årige Simon.
“Det har gjort os ekstra opmærksomme på, hvor lidt folk i grunden tager sig tid til at nyde nuet og huske at værdsætte dagligdagen.”
Både han og 32-årige Tom er studerende og iværksættere med stort I med gang i flere projekter og masser af bolde i luften. Men oplevelsen med stress har lært dem at prioritere de små oaser i en travl kalender og sætte pris på hverdagsluksus.

Forkælelse på abonnement

“Det er egentlig bare den ide, vi har skabt et koncept omkring,” konstaterer Simon.
Cratebuddy er stadig i opstartsfasen og de to initiativtagere er stadig i fuld gang med at finde nye leverandører af små dagligdags luksus-nydelser, de kan lægge i den månedelige abonnementspakke.
“Det er ligesom når man abonnerer på frugt og grønt fra Årstiderne. Her er det blot en pakke med velsmagende overraskelser, der kommer ind ad døren. Og til en pris, der samtidig er en noget lavere, end hvis du selv havde været ude og købe varerne,” understreger Simon.
Blandt leverandørerne til forkælelsespakkerne er både Chokolade Fabrikken i Skanderborg og Stilling Natur Bolcher, men også andre lokale leverandører er på vej.
“Kunsten er at finde leverandører, der har et varieret varesortiment, så vi kan levere nye overraskelser i pakken hver måned.