Fortsæt til indhold

Lagkagehuset overtager Gertz Danish Bakery i Horsens

Den landsdækkende bagerkæde Lagkagehuset kommer til Horsens

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Vi er bare så lykkelige,” siger Helle Juhl Sørensen, der sammen med sin mand Christian Lillelund Sørensen driver Gertz Danish Bakery på Sønderbrogade 95 i Horsens.

Eller gjorde. For i mandags blev den sidste kage i Gertz Danish Bakery solgt, og butikken er lukket for at åbne igen den 17. marts under navnet Lagkagehuset, men fortsat med Christian som bagermester og Helle i butikken.

“Vi gør det, fordi Lagkagehuset ringede til os med et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Vi har været meget glade for at være en del af Gertz, men vi glæder os til det nye eventyr med Lagkagehuset,” siger Helle Juhl Sørensen.

Bager-eventyret begyndte i 1997, da Christian som 22-årig købte bygningen på Sønderbrogade og bageriet, der dengang hed Kringlen. Kort efter fik Helle job i Kringlen, og de to dannede hurtigt par. I år 2000 blev bageriet en del af Guldbageren og for to år siden skiftede de til Gertz Danish Bakery.

“Branchen er ikke større, end at vi kender hinanden og ved, hvad vi står for. Christian og Helle har i mange år bemærket sig i Horsens med en god bagerforretning og vil nu fortsætte under Lagkagehuset. Butikkens placering og parkeringsmulighederne er gode,” siger Steen Skallebæk, medejer af Lagkagehuset, som med forretningen i Horsens har 47 butikker fordelt over hele landet.
Lagkagehuset overtager alle ansatte fra Gertz. Christian ejer stadig bygningen på Sønderbrogade, mens Lagkagehuset lejer sig ind.

“I aftalen blev vi enige om, at Lagkagehuset kommer med en ny butikschef. Jeg var løbet træt i vagtplaner og regnskaber. Jeg vil allerhelst møde kunderne i butikken, og det får jeg nu lov til i 18 timer om ugen. Resten af tiden skal jeg være mor for mine to børn og give mig selv tid til motion,” siger Helle begejstret.

“Det er da et stort skulderklap at få, når Lagkagehuset ringer til os. Det er vi stolte af,” understreger Helle.

“I en stor handelsby som Horsens er der også borgere med holdning til, hvad de putter i munden. Derfor har vi længe været interesseret i at komme til Horsens og nu også fundet de optimale rammer til at lave vores kvalitetsbrød - og kager. Vi er bevidste om at beholde de produkter, som Christian og Helle har haft succes med og tilføjer blandt andet vores succes med kaffe fra barista-maskiner,” fortæller Steen Skallebæk.

Lagkagehuset åbner den 17. marts klokken 06 med gratis kaffe og smagsprøver.