I bus til herremandens kirker
Tur til Auning, Fausing og Øster Alling kirker
Dansk Center for Herregårdsforskning inviterer på bustur til kirkerne omkring Gammel Estrup lørdag 19. marts. Turen begynder med en omvisning på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og fortsætter derefter til tre af de kirker, som tidligere hørte under herregården, nemlig Auning, Fausing og Øster Alling kirker. Ph.d.-studerende Rasmus Skovgaard Jakobsen fra Dansk Center er rundviser på turen.
”Kirkerne rummer en mængde historiske spor, der fortæller en fascinerende historie om de tætte bånd til herregården og dens beboere. De færreste tænker i dag over, at kirkerne tidligere var i privat eje. Men ser man nærmere efter, vil man finde inventar og gravmonumenter, som er skænket af kirkernes ejere – herskabet på herregården.”