Fortsæt til indhold

Mindeord over Per Hausmann

En utrættelig ildsjæl slukkede for lyset 29. februar.

Samfund
Vi bringer her tre mindeord over Per Hausmann, der døde mandag aften, 29. februar. Henrik Larson, familien, samt Mogens Lyngby, hovedformand i HGF

Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at min gode ven Per Hausmann ikke længere er i blandt os. Per sov stille ind mandag 29. januar i sit hjem i Hammel.
Per Haumann var en ildsjæl og en hædersperson.
Allerede som barn og ungt menneske var Per særdeles aktiv og udadvendt. Per elskede al sport, men det var fodbolden, som først fik tag i Per, og han var som ungdomsspiller i HGF et stort talent, ligesom han også tidligt blev fodboldtræner.
En badeulykke kostede desværre en 22-årig Per Hausmann førligheden, og dermed den videre mulighed for at dyrke sine elskede sportsgrene som aktiv på banen. Men han mistede aldrig sit gode humor og sin store ildhu.
I stedet kastede Per sig over det organisatoriske arbejde i HGF, hvor han igennem en menneskealder har udført et uvurderligt stort stykke arbejde for klubben. Der er ikke den opgave, som Per ikke har været involveret i: Afdelingsbestyrelser, formand for HGF-fodbold, formand for HGF"s venner og dermed ansvarlig for udgivelse af bladet, senere med i HGF-Nyt, aktiv i svømmeklubbens venner (da man samlede penge ind til svømmehallen), med-initiativ tager til Åben Idræt i Hammel, medlem af bestyrelsen i idrætssamvirket, næstformand i Hovedbestyrelsen i HGF (en post Per bestred helt frem til sin død) - og æresmedlem i HGF. Med mere end 40 års stor og tro tjeneste i HGF, en titel som var Per Hausmann særdeles fortjent.
Senest var Per Haumann det største enkeltaktiv i HGF i forbindelse med etableringen af Hammel Idrætscenters nye Arena.
Efter idrætten var lokalpolitik Per Hausmann"s andet hjertebarn. Per fik som ungt menneske ansættelse i den daværende Hammel Kommune i skatteforvaltningen. Et job han bestred frem til 1990.
Det kommunale arbejde, arbejdet for idrætten og Pers store kærlighed for Hammel fik hurtigt sat skub i Hausmann"s anden store karriere som lokalpolitiker.
Per sad i Byrådet i Hammel i 2 perioder, for hhv. Venstre og Socialdemokratiet, ligesom han også i en periode var løsgænger.
Per var som lokalpolitiker arbejdsom og velforberedt. Hausmanns flid sammenholdt med sine store faglige kompetencer udfordrede ofte ”det etablerede politiske selskab”, og gav anledning til mange spændende debatter i Byrådssalen.
”Jeg har det bedst med, at kunne se mig selv i spejlet”, var et af Hausmanns standardcitater.
Privat har Per Hausmann altid tilsidesat sig selv til fordel for andre mennesker. Børn og unge specielt i idrætten havde Pers store bevågenhed, ligesom de unge mennesker i ”projekt Hamlen”, og ikke mindst de afrikanske venner – Gambias Venner – som havde Per Hausmann som formand igennem 25 år.

Per efterlader sin søn, sin far og sin søster, til hvem mine varmeste tanker går.
Et stort menneske er her ikke mere. Æret være Per Hausmanns minde.

/Henrik Larson

Mindeord fra familien

Per er født 5. februar 1955 i Svendborg og flyttede med familien til Hammel i 1969 og fra start været en aktiv krudtugle og lidt af en ballademager - så meget, at han allerede som 1-årig mistede sin højre pegefinger til en strygerulle. Men det stoppede ikke Per fra at være nysgerrig og hans mod på at udforske.

Per startede i lære på kommunen i 1973 og blev udlært kommune-assistent på skattekontoret 1975. Efter han var udlært, stod han sammen med Erik Jacobsen for ervhvervsbeskatningen i kommunen. Han var aktiv i badminton, tennis, håndbold, fodbold og løb.

I juli 1977 blev Per skadet ved en hovedsprings-ulykke på Mallorca, Spanien, og lægerne mente, at Pers rygsøjle og nerver var skadet i en sådan grad, at han ville være lam fra brystet og ned. Han blev erklæret 100% invalid uden udsigt til at komme til at gå igen - end ikke med krykker. Men det skulle lægerne ikke bestemme. Pers stålsathed gjorde, at han efter en lang og stædig kamp for at genvinde sin førlighed så vidt som overhovedet muligt kunne udskrives fra Hald Ege i 1978 - med fuld førlighed i arme - dog stadigt lam fra hofterne og ned, og derfor bundet til en kørestol for livet - men også med evnen til at bruge krykker til at komme frem.

Men for Per skulle det ikke være en hindring, ligesom han aldrig har kunnet bruge medlidenhed til noget. “Livet er for kort til at være negativ og pessimistisk. Man må videre og fremad i stedet for at bruge tiden på at ærgre sig,” ville Per have sagt.

Og Per har aldrig ladet sig hæmme eller definere af sine fysiske begrænsninger. I stedet har han alle dage brugt sine kræfter på alt det, han kunne gøre af forskel med sit store hjerte, sit vidende hoved og sin fantastiske viljestyrke. For sin familie, for Hammel, for Favrskov, for politikken, for lokalsporten, for Gambia, for alle han var i berøring med. Og det var ikke småting.

Da kommunen i 1989 stod overfor nedskæringer, valgte Per at ofre sin stilling, så andre med familie og små børn ikke skulle lide nød. Og siden da har Per været pensioneret med tjenestemand-pension. Men det satte dog ingen stopper for Pers virke i lokalsamfundet.

Tværtimod har Per siden været aktiv bl.a. i det lokalpolitiske liv, først som en del af Venstre, efterfølgende som løsgænger og siden som en del af de Konservative og en tid også for Socialdemokraterne. Han har muligvis ikke altid været populær blandt tidligere partifæller, da han altid har været hudløst ærlig i sine meninger, men også lyttevillig, og altid sat sig 100% ind i de ting, han diskuterede. Ellers meldte han hellere ud, at han ikke kendte nok til emnet til at diskutere - indtil næste gang, hvor Per så havde læst op på sagerne.

Og dels har Per været aktiv med op til 50-60 timers ugentligt frivilligt arbejde i diverse foreninger og idrætsforeninger.

Bl.a. kan nævnes (ikke en udtømmende liste, og ikke kronologisk):
Han var en del af det nu lukkede Radio Hammel, han har været formand for ældre- og handicaprådet, formand for fodbold og været med i bestyrelsen for badminton i HGF i mange år samt redaktør for HGFs Sportsnyt. Han har været formand for FOF Fritidsskole. Han har været drivende kraft bag ideen til og skabelsen af Åben Idræt i Hammel, ligesom han har været drivkraft i HGF's bankoudvalg og været formand for Hammels Svømmehals Venner. Per var således også drivende kraft i at få en svømmehal bygget i Hammel. Men da Per altid har foretrukket at være aktiv i kulissen i stedet for som kransekagefigur, er det ikke noget, han har yndet at skilte med.

Han har helt frem til, han blev syg, arbejdet aktivt som næstformand i hovedbestyrelsen for HGF, og han blev da ogsåudpeget som æresmedlem af bestyrelsen for et par år tilbage (2014). Det frivillige arbejde i HGF har altid ligget Pers hjerte allernærmest.

Per har også været både bestyrelsesmedlem, næstformand og landsformand for Gambias Venner gennem mange år samt været redaktør for Gambias Venners medlemsblad. Og han har stået i spidsen for indsamling af hjælpeudstyr, tøj og andre forsyninger, samt pakning af førnævnte i containere og forsendelse til Gambia.

Det har aldrig været Pers behov at blive trukket ind i spotlyset for at blive fremhævet for sin mange gode gerninger. Han har fundet langt større glæde i at se, hvordan resultatet af hans frivillige arbejde har kunnet bringe glæde til lokalsamfundet, børn og voksne.

Per har i 1983 modtaget Gunnar Nu-prisen som et skulderklap for sit travle og aktive frivillig arbejde i diverse foreninger.

På trods af Pers omfattende frivillige arbejde har der altid været tid til familien, og til at hjælpe når en situation skulle klares - uanset hvor hård eller udfordrende den måtte være. Per elskede en god, saglig diskussion, ligesom han elskede at hygge med familien over en god klassisk aftensmad-menu med brun sovs og kartofler, og is til dessert. Han fulgte diverse fodboldklubber og cykelhold tæt i fjernsynet, og fuglene blev passet godt på med trofast fodring på terrassen, mens kattene blev jaget på flugt med hårde, bestemte bank på terrassedørens rude.

Per vil blive savnet - ikke kun af sin familie - men også af det lokalsamfund, som Per i så høj grad altid har været en aktiv del af og definerende for.

(Per døde mandag aften 29. februar 2016 i sit hjem i Hammel - omgivet af familien og nære venner)

På vegne af familien,
Pia Hausmann Sebell (Pers niece)

Per Hausmann – mindeord fra hovedformand for HGF, Mogens Lyngby

Hammel GF mistede mandag 29. februar 2016 en stor personlighed da æresmedlem og næstformand for hovedbestyrelsen, Per Hausmann afgik ved døden efter længere tids sygdom. Per har igennem sit store engagement gjort en ekstraordinær indsats for Hammel GF igennem rigtig mange år.

Per arbejdede aktivt og engageret for Hammel GF's medlemmer på mange poster. Han har været aktiv idrætsmand, træner, medlem af bankoudvalget, fodboldafdelingen, hovedbestyrelsen og i forretningsudvalget. Per har ligeledes repræsenteret Hammel GF i Favrskov idrætssamvirke, og var manden der i sin tid fik ideen Åben Idræt til Hammel.
Pers officielle virke i foreningen var i rollen som næstformand, men det var i rollen som spindoktor for Hammel GF, at han var i sit es. Om nogen kunne Per forsvare foreningens standpunkter i de lokale aviser og ikke mindst udarbejde bidende høringssvar til politikerne og kommunens forvaltning. Per var kendt for sin skarpe tunge, og sin skarpe pen, og han gik ikke af vejen for en god diskussion.
Per holdt på, at man følger reglerne 100%, hver en detalje blev endevendt og han holdt stædigt på sin ret.
Pers ligefremme og til tider barske kommentarer har givet øretæver undervejs, men han var som en korkprop, han kom altid tilbage. Og han bar aldrig nag efter en god diskussion, og han var en fremragende problemknuser.
Per har sat sit store præg på Hammel GF igennem mange år, og hvilket klubben anerkendte ved at tildele ham klubbens fornemste pris, nemlig prisen som æresmedlem i 2015.
Vi vil tænke tilbage på Per i taknemmelighed over, hvad han udrettede og betød for Hammel GF gennem mere end 50 år.
Per Hausmann efterlader sig sønnen Michael, sin fader, søster samt svoger, vores tanker og taknemlighed går til dem.
Æret være hans minde
Mogens Lyngby