VW up! med ny motor og udstyr
Danskernes darling, den lille Volkswagen up! er til sommer klar i en ny udgave – først og fremmest med ny turbomotor og mere udstyr. Dertil et noget overraskende musikprogram. Prisgæt: Fra 100.000 kr.
Mikrobilen fra Volkswagen, lille up!, var bilen der i 2011 omdefinerede mikroklassen. up! kom farende ind fra højre med en helt ny og langt mere voksen måde at være mikro på. Første up! var mere komfortabel, den var mere dynamisk, og førerpladsen satte en helt ny standard. Alt i alt opførte første up! sig på mange måder som en bil et nummer større.
At være en mikro med opførsel som en bil i poloklassen vendte på mange måder op og ned på mikroer. Den stærke pris – startpris under 100.000 kr. – understregede ingeniørernes dygtighed og gjorde Volkswagen up! til den største bilsucces herhjemme i dette årti. Nummer et på salgslisterne i tre år i træk med kun et par undtagelser.
Volkswagen venter imidlertid ikke på, at kunderne bliver trætte af up! Derfor er den næste up! klar til verdenspremiere.
Ny turbomotor
Den hidtidige, snart gamle up! fås med to motorer, begge 3-cylindrede 1-liters sugemotorer, den ene med 60 hk, den anden med 75 hk. Nu udvider tyskerne motorprogrammet med en ny motor – ligeledes en 3-cylindret, 1-liters motor – men den nye er en turbo til forskel fra den hidtidige suge.
Den nye motor med navnet 1,0 TSI yder 90 hk. Typisk for en turbo har den et stort moment fra få omdrejninger, med andre ord: Der er noget under speederen lige med det samme. Netop dette er en af turbomotorens styrker. En anden er denne motortypes generelt lavere forbrug: Den nye up! 1,0 TSI har et forbrugstal på 22,7 km/l ifølge EU-normen.
Med mere power er der også mere fart: up! med turbo løber således 185 km/t på toppen og klarer 0-100 km/t på cirka 10 sekunder. Tankevækkende i øvrigt: Da GTI-biler for alvor slog igennem i begyndelsen af 1980'erne, talte vi altid med respekt om lige godt og vel 100 hk og den klassiske acceleration på 9,1 sek., netop 9,1 var et benchmark den gang.
Straks fra introduktionen til sommer kommer modelvarianten up! beats. En bil, hvor lydoplevelsen er ekstraordinær, lover tyskerne. I up! beats får man et 300 Watt stærkt lydsystem; et system skabt af de amerikanske lydeksperter fra BeatsAudio – firma grundlagt af Dr. Dre tilbage i 2008, og især kendt for deres hovedtelefoner. Nu har de også udviklet lydsystemer til biler – blandt dem up! beats. Anlægget byder på 300 Watt og har syv højttalere i kabinen og en subwoofer gemt i rummet til reservehjulet.
Prisgæt: Fra under de magiske 100.000 kr.