Michael Nielsen, kendt fra DR’s Kongerigets Klogeste, er ny uddeler i Fjellerup
Fjellerup får en meget klog uddeler
Nedenstående artikel blev bragt på norddjurs.lokalavisen.dk 26. februar, men uden video. Den måtte udelades i første omgang grundet tekniske vanskeligheder. Nu er den knyttet til artiklen, og man kan her se Michael Nielsen brillere med hovedregning og paratviden a la den fornemme figur han gjorde ved sin deltagelse i DR's Kongerigets Klogelste 2015, hvor han blev nummer 2.
Herunder følger artiklen:
Michael Nielsen, Pindstrup, har måttet høre meget for sin deltagelse i udsendelsen Kongerigets Klogeste 2015, hvor han som bekendt nåede til en fornem andenplads. Undervejs i udsendelsesrækken har han både privat og som souschef i Dagli'Brugsen i Ørum måttet lægge øre til såvel godmodige drillerier som roser og klap på skulderen. Så han har været i sit es.
Lægger vægt på at snakke med kunderne
“Jeg kan rigtig godt li' at snakke med kunderne. Det er en stor del af det at være i butik. Og særlig på landet er butikken vigtig som samlingssted.”
Michael Nielsen har en fortid i Kiwi og har nu i fem år været i Dagli'Brugsen i Ørum. Fra 1. marts bliver det kunderne i Fjellerup, der kan nyde godt af hans kvikke hoved, der lige så vel dribler med tal og ord som med vanskelige logiske finurligheder.
Fredag 26. februar blev der holdt reception for ham i Brugsen i Ørum, og allerede om mandagen startede han som ny uddeler i Lokalbrugsen i Fjellerup.
Fin lokal opbakning
Han overtager en butik, som byen bakker godt op om. Folk støtter den også i form af frivilligt arbejde, ved han. Både butiksrådet og borgerforeningens bestyrelse er særdeles aktiv, også ved større ting som loppemarkedet og grillarrangement om sommeren.
Michael Nielsen går ikke til opgaven med store forkromede planer om at vende op og ned på butikken.
“Nej, jeg kommer meget ydmyg. Der er et godt personale, og det gælder i første omgang om at vedligeholde det, der er, og så udvikle på enkelte steder. Jeg vil lytte mig frem, både i forhold til personalet og de enkelte kunder.”
Opstiller for S i Syddjurs
Michael Nielsen glæder sig til at tage fat i Fjellerup. Og til at møde kunderne. De skal være forberedt på at møde et kvikt hoved til tal og logik, og også en uddeler, der har øje for det samfund, der ligger uden for butikken. I byrådsperioden 2010 til 2013 sad han i byrådet i Syddjurs for Socialdemokratiet, og sikre rygter vil vide, at han genopstiller i 2017. Det kan han bekræfte.
“Jeg har i hvert fald lovet Ole Bollesen (borgmesterkandidat, red.), at jeg stiller op. Så må jeg se, om jeg kan overtale min kæreste også.”