Bilister har fundet vej til ny motorvej
Trafik-tallene viser, at Frederikssundsmotorvejen opfylder målet
Flere end 25.000 bilister finder dagligt vej til den nye Frederikssundmotorvej, som åbnede i juli sidste år på strækningen mellem Motorring 4 og Smørum.
Det viser de nyeste trafiktal fra pendler-strækningen mellem København og kommunerne langs Frederikssundfingeren.
Samtidig er der sket et fald på over 6.000 bilister på Frederikssundsvej ved det såkaldte "chokoladekryds" mellem Ring 4 og Ballerup Byvej, hvor der i dag kører ca. 24.000 biler på hverdage.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
"Det er rigtigt positivt, at så mange bilister har fundet vej til den nye motorvejsstrækning, og at de mindre veje i stedet bliver aflastet. Det giver en hurtigere og sikrere vej til og fra hovedstadsområdet og understøtter udviklingen i hele regionen," siger Christian Tolderlund, projektleder i Vejdirektoratet.
Tværvej flittigt brugt
Udover bilisterne på motorvejen, så bliver den nye Tværvej, der forbinder motorvejen med Frederikssundsvej ved Kildedal Station, også flittigt brugt. Her kører der dagligt ca. 14.000 bilister.
Trafiktallene stammer fra perioden fra vejen åbnede den 13. juli 2015 og frem til vinterferien i uge 7 i år.
De mange bilister stemmer godt overens med Vejdirektoratets forventninger til strækningen, inden den åbnede. Her vurderede man, at ca. 25.000 bilister ville benytte den nye motorvej, mens ca. 15.000 ville køre via Tværvej.
Erfaringerne viser dog, at der typisk går et års tid, før bilisterne ændrer på deres vaner og tager nye vejstrækninger i brug. Men altså ikke i dette tilfælde.
Stort behov
"Når vi oplever en så hurtig tilvænning, så hænger det formentlig sammen med, at der har været et stort behov for, at denne etape af Frederikssundmotorvejen blev færdig. Samtidig ser vi generelt en stor årlig vækst i trafikken i hovedstadsregionen, og den vækst afspejler sig også i trafikken på motorvejene," siger Christian Tolderlund.
2. etape af Frederikssundmotorvejen er en ca. 5 km lang 6-sporet motorvej mellem Motorring 4 i Ballerup og Tværvej i Smørum. Dertil kommer Tværvej, der er en 3,8 km lang motortrafikvej. Det samlede vejanlæg blev anlagt i 2012-15 som en fortsættelse af den eksisterende Frederikssundmotorvej mellem Motorring 3 og Motorring 4.
due