Affald i naturen er spild af jordens ressourcer
Cigaretfiltre holder i 5 år, øldåser op til 500 år og glasflasker op til 1 mio. år.
Danmarks Naturfredningsforening inviterer igen i år til landsdækkende affaldsindsamling søndag den 17. april 2016.
”Alt for meget affald ender i naturen og i byerne i stedet for i skraldespandene og på genbrugsstationerne. Affald, der ikke afleveres korrekt og til genbrug, ødelægger vores natur og kan i værste fald skade vores dyr og miljø,” siger Carl Erik Andersen fra DN Favrskov. Han er den lokale koordinator ved indsamlingen.
Synlige resultater
Sidste år deltog mere end 110.000 i affaldsindsamlingen på landsplan. I alt samlede de over 132 tons affald og 120.000 dåser. DN håber, at endnu flere vil være med i 2016 til at fjerne affaldet fra naturen og aflevere det til genanvendelse, ved at bruge et par timer søndag den 17. april, lyder det i en pressemeddelelse fra DN.
Arbejdet organiseres i mindre lokale grupper. DN opfordrer til at holde øje med opslag fra grundejer- eller borgerforeninger hvor man bor. Eller man kan selv tage et initiativ.
Tilmelding Danmarks Naturfredningsforening hjemmeside dn.dk/affald senest 7. april for at få en arrangørpakke.
Eksempler på nedbrydningstider
Cigaretfilter: op til 5 år
Aviser: op til 12 måneder
Tyggegummi: 5 år
Øl og sodavandsdåser: 10 – 500 år
Plastikposer: 100 – 1000 år
Plastiklåg til 6-pack: 450 år
Glasflasker: 4.000 – 1 million år
Kilde: Institut for Miljøvurdering