Fortsæt til indhold

Politiet har fortsat blik på vejene i Vest

Gentagne indsatser skal dæmme op for fart, vanvidsbilisme og uacceptabel trafikadfærd i det vestlige Aarhus

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

I årevis har der været problemer med hensynsløs kørsel på vejene i det vestlige Aarhus, og problemer kommer op til overfladen fra tid til anden.
Vanvidskørsel, som resulterede i en dødsulykke på Viborgvej, en borgerkampagne for at sænke farten på Silkeborgvej og tv-indslag, hvor tilsidesættelse af trafikreglerne skete gang på gang for åben skærm, har været med til at sætte fokus på problemet med, de oftest unge, vanvidsbilister.
På det seneste har man også, blandt andet i Lokalavisen, kunnet læse om omfattende politiindsatser på vejene i Aarhus V.
Og man skal vænne sig til flere kontroller i området.
“Indsatserne skyldes ganske enkelt, at der er nogle i området, som ikke respekterer færdselsreglerne. Derfor er vi gået efter at få rettet op på den alternative færdselslov, som nogle dyrker,” fortæller politikommissær ved Østjyllands Politis færdselsafdeling, Amrik Singh Chadha.

Behov for tilstedeværelse

En af de seneste kontroller i januar i år gav 18 sigtelser, hvoraf de 12 gav klip i kørekortet, og Lokalavisen kunne berette, at der ved en tilsvarende kontrol i februar var 17 tilsvarende sager.
I en af sagerne var den sigtede endda tæt på at ramme politiets civile patruljevogn, hvorefter fartsynderen fortsatte med 114 km/t på Ringvejen.
“Der er altid nogen, som praktiserer det, vi kalder hensynsløs kørsel. Det er en større eller mindre skare, som forsøger at opstille deres egne regler.”
“Det forsøger vi så at dæmme op overfor, og indsatserne ender hver gang i et antal sager med klip og frakendelser,” siger Amrik Singh Chadha og fortsætter: “Vi vil fortsat rette vores fokus mod området med alle de metoder vi har. Og man kan aldrig vide sig sikker på, hvad vi kommer med.”

Ikke nok med pædagogik

Indsatserne er især koncentreret omkring Silkeborgvej, Viborgvej, Ringvejen, Edwin Rahrs Vej, Gudrunsvej og Hasle Center Vej, men også de mindre veje bliver kontrolleret.
Ifølge Amrik Singh Chadha er indsatsen nødvendig, hvis man vil vanvidsbilismen til livs i det vestlige Aarhus.
“Vi skal dels informere dem om trafikreglerne, men det er vigtigt, at vi viser os igen og igen. Jeg ville ønske, at man kunne nå vanvidsbilisterne gennem oplysning, men det kan man desværre ikke. Når det går galt, går det rigtig galt, så vi slækker altså ikke på indsatsen,” siger Amrik Singh Chadha og tilføjer:
“Det handler både om deres egen sikkerhed, men i endnu højere grad om medtrafikanternes. Hvis det først er gået galt, er det jo for sent at fortryde.”
Det er primært unge mænd, som tilsidesætter regler og sund fornuft, og det er som oftest i eftermiddags- og aftentimerne, problemerne med vanvidsbilisme er størst.