Fortsæt til indhold

’Kilometerhusene’ får facelift til halvanden milliard kroner

Utidssvarende Korsløkken-boliger bliver moderniseret på så miljøvenlig vis, at indsatsen er nomineret til bæredygtighedspris

Samfund
Jens Christian Bachmann

'Kilometerhusene' - Fyns Almennyttige Boligselskabs godt 1.200 lejligheder langs Nyborgvej - er på vej mod en ny epoke.
Boligerne, der blev bygget mellem slutningen af 60'erne og begyndelsen af 80'erne, er ved at blive renoveret og bragt op til nutidig standard.
I første omgang er det de knap 400 lejligheder i afdeling 37, de fem blokke længst ude ad Nyborgvej, der får en kærlig hånd.
Siden kommer resten, og hele renoveringen af området forventes afsluttet i foråret 2020.
Til den tid har FAB, boligselskabet, betalt omkring halvanden milliard kroner for arbejdet.
Lokalavisen Odense tog forleden projektleder Jesper Kidholm Lund, 5E Byg, i hånden og gik en tur gennem Korsløkken for at høre mere om moderniseringen af området og dets boliger, der tidligere har optrådt på regeringens lidet attråværdige 'ghettoliste'.

Halvdelen er færdige

“Arbejdet skrider planmæssigt frem, og cirka halvdelen af lejlighederne er nu renoveret og gjort klar til brug - og beboerne er flyttet ind i dem,” fortæller han om arbejdet på første etape, der begyndte i marts 2014 og afsluttes i december i år.
5E Byg har hyret alle håndværkerne som underentreprenører, og det særlige ved renoveringen, firmaets hidtil største opgave, er, at hele molevitten udføres efter seneste miljøstandard, ligesom økonomiske og såkaldt boligsociale tiltag er tænkt ind i renoveringen.
Faktisk er Korsløkken-renoveringen er en af tre indstillede til Odense Bæredygtighedspris 2015, hvis vinder får overrakt hæderen på rådhuset på torsdag i næste uge.

Jesper Kidholm Lund er 5E’s projektleder på renoveringen.

Beboere med til at bygge

“Vi er indstillet til, fordi vi blandt andet benytter miljøvenlige materialer og energimærkede vinduer, opsætter solfanger og graver huller til regnvand, der siver ned og er med til at forbedre områdets fugle- og planteliv, og skaffer os af med miljøbelastende stoffer på korrekt vis. Men det er bare en lille del af det,” forklarer Jesper Kidholm Lund.
Bortskaffelsen af miljøfarlige materialer - PCB, asbest og bly - sker ligeledes efter seneste miljøstandarder.
“I hver af de fem blokke har vi revet 1.600 kvadratmeter beton med blyholdig maling ned, og i stedet for 'bare' at køre det hele på deponi - som man gjorde tidligere - sandblæser vi malingen af forinden, så betonen blot kan knuses og genbruges, mens malingen afleveres til videre behandling. Og håndværkerne er naturligvis godt beskyttet, mens de arbejder her,” siger Jesper Kidholm Lund.
Hvis nogen undrer sig over, at lejlighederne har indholdt de her farlige stoffer, forklarer projektlederen, at de faktisk ikke har udgjort nogen fare, mens de var i lejlighederne - det er først, når man begynder at fjerne dem, at de er farlige.

De første elevatortårne skrår indad mod toppen - de næste udad.

Flere end 60 nationaliteter

Beboerne i Korsløkken - tæt på 2.500 i alt - er fra alle dele af verden og repræsenterer flere end 60 nationaliteter.
En del af den 'boligsociale indsats', der også skal forbedre livet for beboerne i Korsløkken og øge tryghed og sammenhængskraft, og som FAB står for, handler om lektiehjælp til børn og unge, tryghedsvandringer, tilbud om motion og - som nævnt - også uddannelse og beskæftigelse.

Miljøfarligt affald sorteres og skaffes bort efter nyeste krav.

På ’ghettolisten’ - nej tak!

“Den overordnede grund til renoveringen og de øvrige tiltag i Korsløkken er i bund og grund, at vi vil fremtidssikre området og lejlighederne, åbne det hele mere op i fællesarealerne og gøre, hvad vi kan for fortsat at holde Korsløkken ude af ghettolisten,” fortæller Henrik Max Rasmussen, der er projektchef i FAB.
Korsløkken opfylder faktisk stadig to af tre krav for at være på den tidligere ghettoliste, men når området ikke figurerer på den nuværende liste, skyldes det, at et boligområde skal slå ud på tre af fem kriterier for at være med.