Fortsæt til indhold

Intet overblik over aflyste timer

Ingen ved, hvor mange timer, der går med ingenting eller med at se film, når læreren er syg

Samfund
Henrik Gregersen

I en 4. klasse på Falkenborgskolen havde nogle af forældrene i efteråret halvt i spøg og helt i afmagt døbt klasselokalet 'biografen.'
Igen og igen satte en vikar ifølge forældrene en film på som erstatning for dén undervisning, der skulle have fundet sted. Eller også blev børnene selv bedt om det, når undervisningen blev aflyst. Igen.
Og på den tidligere Marbækskole i Skibby fik eleverne i en 7. klasse ifølge nogle af forældrene et lidt for indgående kendskab til "læs-selv/lær-selv" begrebet.
Hvis en vikar da ikke også her ved timens start fandt en film frem.
Det samme kan forældre fra den tidligere Marienlystskole i Frederikssund berette.
Men hvor ofte, skoleeleverne i Frederikssund Kommune får læs-selv-time i mangel på lærere og vikarer, står hen i det uvisse.
Skolerne registrerer nemlig ikke, hvor mange undervisningstimer, der ender med med en aflysning. Eller for den sags skyld med vikardækning.
Dét fremgår af et svar fra skolechef Ulla Olin til Lokalavisen Frederikssund. Lokalavisen har således søgt aktindsigt i:
Andelen af lektioner, der er blevet vikardækket
Andelen af lektioner, der ikke er blevet vikardækket
Antal dage, hvor elever har fået helt eller delvist fri som følge af den manglende lærertilstedeværelse.
Tallene findes imidlertid ikke noget steds, lyder svaret fra Frederikssund Kommune.
"Disse oplysninger (kan) ikke fremskaffes ved få og enkle dataudtræk. Hvis alle timer for alle skoledage i alle klasser skal optælles og sammenstilles, vil dette forudsætte manuelt arbejde, der vurderes til samlet at have et omfang langt over 25 timer pr. skole," lyder svaret. Samtidig fremgår det, at "det er kun yderst sjældent timer aflyses på skolerne i Frederikssund Kommune.
I et supplerende svar oplyser skolechef Ulla Olin, at "da disse data stadig var med i kvalitetsrapporten, blev de indsamlet ved, at man optalte 2-4 uger stikprøver og gangede op. Således var vejledning fra ministeriet, og sådan gør enkelte kommuner endnu. Vi håber, det nye brugerportalsinitiativ, der afløser et forældet skoleintra, kan løse de statistiske udfordringer."