En lille skole-million
900.000 kroner er rullet ind til skoleprojekter, der også strækker sig ned i SFO’erne
Skolerne i Favrskov Kommune har fået penge fra Undervisningsministeriet og Kulturstyrelsen til fem spændende udviklingsprojekter. Det fortæller kommunen på sin hjemmeside.
Projekterne spænder over et bredt felt, og der er bevilget et tilskud på næsten 900.000 kr. Flere af projekterne afvikles i samarbejde med eksterne leverandører og ressourcecentre.
Vi ser på et par stykker af projekterne.
Andre kommuner er interesserede
Favrskov Kommune, Favrskov Erhvervsråd, lokale folkeskoler og virksomheder skal sammen skabe de bedste betingelser for skole-virksomhedssamarbejde. Projektet løber over tre år, og de bevilgede penge går primært til at beskrive og opsamle viden. Undervisningsforløbene og erfaringerne skal deles både lokalt mellem skolerne i kommunen og nationalt. At udvikle forløb med virkelighedsnære problemstillinger er unikt, og andre kommuner er interesserede i at gå samme vej.
Rollespil som læringsform
På Rønbækskolen i Hinnerup skal der konceptudvikles undervisningsforløb, der baserer sig på rollespil, hvor eleverne eksempelvis er borgere under Reformationen eller udfylder forskellige medarbejderroller på en nyhedstjeneste.
Projektet skal afdække, hvor og hvordan denne læringsform kan hjælpe på elevernes faglige viden, når eleverne skaber, udvikler og handler.
Digitale lege i SFO
Tre af kommunens SFO'er er med i et udviklingsprojekt, hvor social it bruges til at styrke inklusion. SFO'erne er i Ulstrup, Laurbjerg og Skovvangskolen i Hammel.