Eleverne i 3. har talt om Gud og djævelen
3. årgang på Auning Skole har haft fokus på kirken
Eleverne på 3. årgang på Auning Skole har siden november været optaget af emnet “kirken” med særlig fokus på Auning kirke. Det er blev et til snakke om både Gud og djævelen, og selvfølgelig også om selve bygningen og kirkegården.
Himmel og Helvede
“Hvem er Gud? hvordan ser Gud ud? Hvem er Djævelen? Hvordan ser Djævelen ud?”
Det er nogle af de spørgsmål, børnene har skulle forholde sig til. De har også talt om, hvad himlen og helvede betyder og hvordan man måske havner et af stederne.
I forbindelse med en snak om døden havde børnene særligt fokus på, hvordan man kan vælge at blive begravet, eller hvordan man kan begrave sine nærmeste. I den forbindelse besøgte de kirkegården for at se de mange forskellige gravsteder, ligesom mindeplænen også blev besøgt. Også forskellige symboler og deres betydning blev drøftet.
Indenfor i kirken fik eleverne spørgsmål om kirkens indretning, og så gik de på jagt efter svarene.
Op imod jul lavede børnene engle til udstilling i kirken. Dem kunne de så selv betragte, da de var i kirke den sidste skoledag før juleferien.
Projektet mundede ud i en udstilling på skolen.