Fortsæt til indhold

Peter Bavnshøj, Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup, får den fulde ledelse

Jagt- og Skovbrugsmuseets leder har valgt at fratræde sin stilling

Samfund
Anette Bonde

Jette Baagøe, direktør for Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm fratrådte i denne uge sin stilling. Med hendes fratræden skal direktøren for Dansk Landbrugsmuseum Peter Bavnshøj nu egenhændigt køre fusionen mellem to museer i mål, det vil sige Jagt- og Skovbrugsmuseets flytning i Hørsholm til Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrups bygninger ved Auning. Jette Baagøe har været direktør for Jagt- og Skovbrugsmuseet i 32 år.

Kulturministeriet har ved fusioner andre steder valgt at sætte én person i spidsen, så den nye situation kommer ikke helt bag på Peter Bavnshøj. Han var dog ikke forberedt på tidspunktet. Kulturministeriet indkaldte ham til møde i mandags, og tirsdag 23. februar meldte ministeriet offentligt ud, at Peter Bavnshøj samme dag stod med ledelsen af Jagt- og Skovbrugsmuseet og skal varetage planlægningen af den forestående fusion.

Jette Baagøe forbliver løst tilknyttet museet frem til udgangen af august, hvor hun går på pension.

Læs også: Statslige arbejdspladser: Jagt- og skovbrug fusioneres med landbrugsmuseet

To jobs nu

Peter Bavnshøj er indstillet på, at han må dele sin tid imellem de to museer, og at det vil medføre en del rejseri.
“Jeg vil bestræbe mig på at passe begge jobs nu, men jeg er jo afhængig af dygtige medarbejdere begge steder. Det overordnede ansvar er helt klart mit, men dagligdagen skal også fungere. Det er jeg sikker på at medarbejderne begge steder fint kan klare.”

Landbrugsmuseet vil afvikle de aktiviteter, der er planlagt i form af udstillinger, aktivitetsdage med mere. Ved siden af det køres fusionsprocessen. Der skal for eksempel bygges 1200 kvadratmeter til museets magasin på den gamle kartoffelmelsfabrik inde i Auning, og der skal bygges om på selve museet, blandt andet nye udstillingsfaciliteter, nye kontorer og ny frokoststue.

Læs også: Direktør: Se hvor Jagt- og Skovbrugsmuseet skal bo


Kulturministeriet har bevilget 72 mio. kroner til fusionen. Det er 17 mio. til flytteudgifter, 45 til bygningstilpasning og 10 til etablering af udstillinger. I Peer Bavnshøjs øjne ser det fornuftigt ud.

“Vi er jo vant til at søge fonde og eksterne bidragydere til vores udstillinger. Min erfaring siger mig, at vi kommer langt med de 10 mio.”

Optimistisk direktør

Overordnet set er Peter Bavnshøj optimistisk.

“Fusionen giver rigtig god mening, både fagligt og driftsmæssigt. Der er mange berøringsflader mellem de to museer, begge handler jo om anvendelsen af vores natur og fødevareressourcer. Der bliver mulighed for at skabe en rigtig god sammenhængende fortælling om de ting, vi kommer til at beskæftige os med her på stedet. Vi har mere i paletten, når man kommer her som gæst.”