Trængte familier får hjælpende hånd
TrygFonden har netop tildelt godt 500.000 kroner til de frivillige Home-Start Aarhus, som støtter familier
Forleden blev gaven til pressede aarhusianske børnefamilier selv begavet.
Det tidligere folketingsmedlem, og nu repræsentant for TrygFonden, Fatma Øktem, var nemlig forbi Home-Start Aarhus med en check på 508.500 kroner fra TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland.
“Donationen hér betyder, at vi fremover kan komme til at hjælpe endnu flere og styrke vores frivillige yderligere,” fortæller en glad Kirsten Mortensen, der er lokalkoordinator i Home-Start.
Siden 2009 har aarhusianske frivillige hjulpet børnefamilier, som på den ene eller anden måde har været i knæ.
“Et besøg på to timer om ugen i 6-8 måneder, hvor den frivillige kan støtte op omkring en sårbar småbørnsfamilie, kan virkelig løfte forældre ud af den midlertidige krise, de befinder sig i. Om så krisen skyldes fødselsdepression, sygdom, skilsmisse eller dødsfald,” fortæller Kirsten Mortensen og fortsætter:
“Aarhus er også en uddannelses- og tilflytterby, så der sidder rigtigt mange derude uden et netværk eller familie, der kan træde til, når det hele brænder på. Vores frivillige er nærmest en god nabo, der bare ikke lige bor i nærheden.”
Tilbuddet henvender sig til både par og enlige. Afdelingen i Aarhus har 36 frivillige, som spænder i alderen 25-81 år.
Arbejdet gør underværker
For Home-Start er det vigtigt at kunne sætte så tidligt ind som muligt med hjælpen.
“Jo før, vi kommer i gang med støtten, jo større er sandsynligheden for, at familien ikke når at lide et stort knæk. For eksempel kan mange tilfælde af fødselsdepression afhjælpes med et par timer med aflastning og søvn om ugen. Med donationen håber jeg, der bliver mulighed for at matche familier og frivillige hurtigere,” forklarer Kirsten Mortensen.
Kravet for at modtage hjælp er, at man har et barn i før-skolealderen.
De frivillige skal godkendes og gennemgå et 20-timers kursus, før de sendes ud til familierne.
“Som en reservebedste”
Susanne Holm, hendes kæreste David og datteren Mia er en af de familier, som har haft gavn af Home-Start.
“Jeg var i et biluheld for nogle år siden, og jeg har haft meget voldsomme smerter siden. Da Mia kom, havde jeg ikke mulighed for at komme til behandling, og smerterne blev værre og værre,” forklarer hun.
“Jeg blev anbefalet Home-Start, og jeg var meget skeptisk i begyndelsen. Men jeg havde brug for hjælp og ingen andre steder at gå hen. Så kom Grethe hjem til os, og vi klikkede med det samme. Nu er hun nærmest en del af familien, og Mia ser hende som en reservebedste,” fortæller Susanne Holm.
Grethe Jørgensen fik anbefalet at blive frivillig af en nabo, og efter tjek, kursus og godkendelser, stod hun i familien Holms stue.
“Jeg kom hjem til Susanne, Mia og David, og de skulle jo lige se mig an i starten. Der er nu gået et par år, og jeg kommer her stadig hver tirsdag “ fortæller Grethe Jørgensen med et grin.