“Min familie siger, der er kommet en helt ny Kim”
Projekt Sus i Livet har givet 35-årige Kim lyst til livet igen
“Min familie siger, at der er kommet en helt ny Kim ud af det her. Selv har jeg også oplevet en stor forandring i mit liv. Friluftslivet og motionen har ændret mit sociale liv. Jeg er blevet mere udadvendt. Min hjerne er ligesom vågnet op, og mit gamle jeg er kommet tilbage, hvor jeg igen kan bruge humor og sarkasme,” fortæller Kim Skovgaard Sand Christensen.
Han er en af 14 borgere, der er langt væk fra arbejdsmarkedet på grund af blandt andet psykisk sygdom, som har deltaget i Projekt Sus i Livet i Horsens Kommune. Projektet har varet et halvt år, hvor deltagerne har fået undervisning 2-4 dage om ugen i 1-4 timer ad gangen. Det har blandt andet handlet om mad- og måltidsvaner, rygevaner og socialt samvær, og deltagerne har dyrket motion sammen i naturen. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Friluftsaktiviteterne kan være en tur i skoven, hvor deltagerne laver mad på bål, kløver brænde, cykler på mountainbikes og forcerer en å ved hjælp af en tovbro.
“Projektet viser, at deltagerne gerne vil dyrke motion og er motiverede for det. Ved at fokusere på deres krop giver de samtidig slip på negative tankemønstre, og så er vejen banet for en positiv udvikling,” siger projektleder Marianne Mortensen.
Måtte opgive jobbet
35-årige Kim Skovgaard Sand Christensen er uddannet cand.merc og har været økonomimedarbejder i en virksomhed. I 2010 fik han stillet diagnosen bipolar sygdom (det blev tidligere kaldt maniodrepressivitet) og måtte sige farvel til sit fuldtidsjob.
For Kim har Projekt Sus i Livet betydet, at han fra at lave ingenting fik fyldt fire dage om ugen med aktiviteter.
“Projekt Sus i Livet har ikke kun ændret min livsstil. Jeg er også blevet bedre til at styre min sygdom og mærke, når et anfald nærmer sig,” fortæller Kim.
Projekt Sus i Livet kører i tre år og slutter ved udgangen af 2017. Det er for borgere fra 18-40 år med en moderat til svær psykisk lidelse.
Projektet er primært finansieret af satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen.