“Intet har skuffet mig”
Allan Tonnisen og familien flyttede sidste år til Vejle Kommune. Og indtil videre har det været en god oplevelse
Efter Aarhus og Aalborg var Vejle den by i 2015, der fik flest tilflyttere med en nettotilvækst på lidt over 1.300. Men hvem er de. Tilflytterne. Hvor kommer de fra, og hvorfor flytter de til Vejle?
Skolen var afgørende
En af de mange tilflyttere er Allan Tonnisen. Sammen med sin kone og deres tre børn flyttede de i maj måned til Bredballe efter otte år i en lille flække uden for Silkeborg.
“Vi kiggede i Børkop, Fredericia og Vejle. Ja, generelt bare rundt i Trekantsområdet, men vi valgte Bredballe, da skolen gjorde et godt indtryk, og det rent logistisk ligger rigtig godt i forhold til motorvejen,” siger Allan Tonnisen.
Han arbejder som produktionsdirektør for gas-virksomheden Strandmøllen på Fyn. Et arbejde, der kræver ugentlig kørsel til Odense og København, hvilket var den primære grund til at familien flyttede.
”Det tager kun fem minutter til motorvejen herfra, så der er en del tid at spare.”
Allan har regnet på det. Syv timer og 30 minutter sparer han hver uge på landevejen efter flytningen til Bredballe.
“Det svarer til en arbejdsdag om ugen. Nu kan jeg spise morgenmad med børnene, og det kunne jeg ikke før,” siger han.
Børnene er henholdsvis tre, seks og ni år. Den ældste går på Kirkebakkeskolen, de yngste går i børnehave i Kernehuset. Og det var efter et besøg hos netop Kirkebakkeskolen, at familien besluttede sig endegyldigt for Bredballe. Og indtil videre har de været glade for den beslutning.
“Det er en stor omvæltning at flytte og tilmed hive tre børn op fra deres trygge hverdag, men indtil videre har intet skuffet mig, og børnene er tilvænnet forbavsende hurtigt,” siger Allan Tonnisen.
Ved at flytte til Bredballe formår Allan og familien at kombinere et travlt arbejdsliv med familieliv.
“Nogle har spurgt, hvorfor vi ikke flytter til Odense, eller hvorfor jeg ikke finder et andet job, der ligger tættere på. Men hvis man kan kombinere både arbejdsliv og privatliv, som vi gør nu, er det optimalt. Derudover er jeg jyde, og jeg tror ikke, at jeg var mentalt klar til at blive fynbo,” griner han.
Flere muligheder
Familien har boet i en mindre landsby ved Silkeborg de sidste otte år.
Og selvom Bredballe også ligger et stykke uden for Vejle, så mærker de tydeligt, at de er kommet til en større by.
“I stedet for at køre en halv time for at komme i svømmehallen med børnene, så kører vi bare ned i byen,” siger Allan Tonnisen og fortsætter om kommunen:
“Vi kommer jo til en by og en kommune med flere muligheder, end den hvor vi kommer fra. Der er vand, skov og natur lige omkring os, og det giver fantastiske muligheder, når man har tre små børn,” siger han.
Familien har købt en 1000 kvadratmeter stor byggegrund på Tirsbæk Søvej et par kilometer fra deres lejede hus i Bredballe. En grund, som de sad klar ved telefonen klokken ni om morgenen for at acceptere, da der var stor efterspørgsel. De 16 byggegrunde, der var udstykket, blev da også solgt på to timer og 30 minutter.
Familien forventer at flytte ud af det lejede hus og ind i deres nybyggede hus på Tirsbæk Søvej i midten af juni.