“Vi har ikke brug for flere råd og juicekure”
Aarhusiansk sundhedscoach vil gøre op med de hurtige løsninger, som har kendetegnet sundheds- og slankeindustrien længe
For mange danskere er vejen til livslang sundhed blokeret af dårlige vaner, som kan stå i vejen for det gode helbred og ofte det gode humør.
Livstilsygdommene og de dårlige vaner kan være svære at blive kvit, og mængden af gode råd og vejledninger er efterhånden en mindre jungle at skulle navigere rundt i.
Det forsøger den aarhusianske sygeplejerske og sundhedscoach Charlotte Engelbrechtsen at gøre op med.
“Min kæphest er, at vi ikke har brug for mere viden. Heller ikke flere gode råd og juice-kure. Jeg arbejder med at kigge på individets forhold til sundheden. En livsomlægning kræver, at man er indstillet på at vågne op og slå automatpiloten fra. At man er klar til at se sig selv i et nyt lys,” fortæller Charlotte Engelbrechtsen.
Hun har tidligere arbejdet i 10 år på hjerteafdelingen på Skejby Sygehus og efterfølgende syv år som sygeplejerske i en lægepraksis - et job, hun stadig har på deltid.
“I starten var det mest den fysiske sundhed, jeg interesserede mig for, men med tiden har jeg fået et indblik i, at det fysiske helbred i høj grad hænger sammen med det mentale,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg har set hjertepatienter blive indlagt med en blodprop, men som ville ud og ryge efter operationen. Og jeg har set, hvor svært overvægtige har haft det med at tabe sig. Vi er jo vanemennesker allesammen, og det er vanerne, vi skal have ændret på. Der er så mange 'quick fix'-løsninger derude, men de holder sjældent længe.”
At oversætte sundheden
Ifølge Charlotte Engelbrechtsen er motivationen alfa og omega, hvis man skal have succes med sin livsomlægning.
“Forholdet til sundhed og motivation er individuelt, og det nytter ikke at generalisere på den måde, man ofte gør i denne sammenhæng. Jeg kommer ikke med en kostplan til dem, der vil tabe sig. Jeg starter et helt andet sted,” forklarer Charlotte Engelbrechtsen og uddyber:
“Hvis folk kommer og ønsker et rygestop, er det et dårligt udgangspunkt, hvis de er sendt af sted af deres partnere. Jeg spørger altid: 'Hvad vil det give dig at få det her vægttab eller rygestop?' Så sporer vi os ind på det bagvedliggende ønske. At det ikke kun er tallet på vægten eller mærkatet som ryger eller ikke-ryger, vi arbejder os hen imod. De bagvedlæggende årsager er langt stærkere som drivkraft. At få et større selvværd, at kunne lege med sine børn eller blive sine ledsmerter kvit er jo langt mere motiverende end et abstrakt tal på en vægt.”
Mange af Charlotte Engelbrechtsens kunder er folk med livstilsygdomme som diabetes, kraftig overvægt og hjertekarsygdomme, mens andre er i overhængende risiko for at få de ovenstående sygdomme på grund af en dårlig livstil.
Charlotte Engelbrechtsen åbnede sin sundhedsklinik på Marselis Boulevard 1. august sidste år, og hun har allerede hjulpet en del aarhusianere på sporet af et sundere liv.