Der kommer Gåbussen jo
Herskindskolen havde forleden premiere på Gåbussen, og det blev et helt optog gennem gaderne fra stoppested til stoppested
Nu skal flere skolebørn i Skanderborg ud af bilerne og transportere sig aktivt til skole. Det er målet, efter at endnu en af kommunens skoler, Herskindskolen, et hoppet på Gåbussen.
Det er Dansk Skoleidræt og TrygFonden, der står bag, og herfra mener man, at alt for mange børn bliver kørt i bil til skolen i stedet for at tage turen på gåben eller cykel.
I januar blev 18 elever fra Herskindskolen uddannet som Gåbus-chauffører, og de følger deres yngre skolekammerater sikkert til skole via en fastlagt rute med indlagte stoppesteder.
Skolens forældre har vist stor opbakning til Gåbus.
En af dem er Jesper Rabes Laursen, der er far til to elever på skolen og har fulgt projektet tæt.
“Børn har rigtig godt af at lære, hvordan de transporterer sig selv. Det betyder også meget for selvværdet og selvtilliden, at man opdager, at det der med at komme til skole, det behøver mor eller far ikke hjælpe med, siger Jesper Rabes Laursen i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Jesper Rabes Laursen peger tillige på, at projektet giver bedre sociale relationer blandt eleverne.
Herskindskolens ledelse ser gevinster ved Gåbus.
“Vi vil gerne have mere gang i vores elever, så de bliver friske og klar til skoledagen,” siger skoleleder Kim Sørensen.
Han håber, at en aktiv start på dagen vil inspirere til også at komme mere ud i frikvartererne, fordi børnene allerede fra morgenstunden er klædt bedre på til vejret.
Formanden for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick, er også positiv.
“Gåbus indeholder mange positive aspekter, ikke alene i forhold til at gøre eleverne selvhjulpne i trafikken, men også i forhold til at lære eleverne, hvordan man tager vare på andre,” siger han.
e.r