Fortsæt til indhold

Ung og ensom i Horsens? Her er der hjælp at hente

Social træningsgruppe har succes med at få unge ud af ensomhed

Samfund
Arkiv

Social træningsgruppe under Familiebehandlingen og Ungecentret i Horsens Kommune er en gruppe for unge 14 til 18-årige med vidt forskellige udfordringer og diagnoser. Alle har det tilfælles, at de savner socialt fællesskab med andre.
I gruppen mødes de hver uge til hygge, spil og snak. Der er også et tema på dagsordenen, som handler om de ting, de unge bakser med. Hver deltager skal sætte et mål for, hvad han eller hun gerne vil forandre. Det kan være at blive bedre til at 'small talke', tage ud at handle i en butik blandt mange mennesker eller passe sin skole. Målet er, at de unge skal gøres uddannelsesparate, og blive bedre til at begå sig socialt.
”Her ser vi ikke den unge som problemet eller diagnosen. Problemet er problemet, og det er ofte en lettelse med den tilgang. Måske har en ung fået det stempel i sin omgangskreds, at hun ikke er én man snakker med, og så er det svært at bryde det mønster uden at få hjælp,” fortæller Jette Bækkelund, der er familiebehandler, i en pressemeddelelse.
”Vi støtter de unge i at være mentorer for hinanden, så de hjælper hinanden i gang. Det kan være rigtig svært at komme i gruppen første gang og at åbne op for sine problemer. Men her er intet pres - det kommer af sig selv, når de er klar til det,” siger familiebehandler Susann Holm-Christensen.
Efter 6 måneder i gruppen er 18-årige Kenneth i dag ved med at færdiggøre 9. klasse, og Emma på 14 år, har fået nye venner, der forstår hende.
”Man bliver accepteret, uanset hvordan man er, og de andre vil gerne lukke en ind. Jeg har fået mange venner her. Det er dejligt at være i gang med uddannelse. Det har givet mig troen tilbage på mig selv,” siger Kenneth, der har gået i gruppen i et halvt år.
”Jeg har det svært i skolen, når der er mange mennesker omkring mig. Men hvis jeg har haft en dårlig dag, kan jeg tage fat i de andre i gruppen og snakke om det,” fortæller Emma, der synes, det er rart, at de unge i gruppen kan give hinanden gode råd om forskellige problemer.