Integrationen begyndte med en fodboldkamp
Tre drenge fra Munkegårdsskolen ville give et spark til integrationen til nogle af de flygtninge, der er kommet til Gentofte Kommune. Så de arrangerede en fodboldkamp
Med en fodboldkamp kunne en lille gruppe flygtninge, der for nylig er kommet til Gentofte, begynde på deres danske tilværelse. Det mente tre drenge fra Munkegårdsskolen, der i en projektuge valgte at arrangere en dyst med den lille runde for at sparke gang i integrationen. Mathias Sejr Frandsen, Oskar Norup og Nicolaj Holtum valgte flygtninge som emne i deres projektuge, og de stillede sig selv spørgsmålet: Hvad kan man gøre for at skabe en vellykket integration mellem de nyankomne flygtninge og migranter og kommunens borgere? En del af svaret på det store spørgsmål blev noget helt banalt: en fodboldkamp. Så de tre drenge gik i gang med at arrangere. De kontaktede borgmester Hans Toft, og ad den vej fik de hjælp fra Ungdomsskolen, Ungepakken og VITO, der er modtageenhed for unge flygtninge i Gentofte Kommune. Onsdag i sidste uge gik det hele op i en højere enhed, og Hans Toft kunne sparke kampen - og integrationen - i gang med en fodboldkamp i Kildeskovshallen. Efter kampen var der tredje halvleg med sandwich og hyggeligt samvær.