Fortsæt til indhold

“En af de fedeste dage i mit liv”

To lokale unge har store forventninger til deres konfirmation, men de tænker mere på gud og gæsterne end gaverne

Samfund
Jens Patrick Thiede

Det er snart højtid for konfirmationer rundt om i landet, og også i Halsnæs vil adskillige unge deltage i den kirkelige handling med formålet at bekræfte dåben.
"Siden jeg var lille, har jeg set mine kusiner blive konfirmeret. De så glade ud, så det ville jeg også gerne prøve. Det er fedt selv at få valget at bekræfte sin dåb," siger Anna på 14 år fra Enghave Skole.

Tror på noget af det

Hvad er hendes holdning til gud og det religiøse aspekt?
"Jeg tror på noget af det, men ikke det hele. Jeg tror på gud, men ikke på, at han har skabt hele jorden. Indimellem hjælper troen mig lige lidt."
Også hendes jævnaldrende klassekammerat Victor er lidt troende.
"I starten ville jeg ikke konfirmeres, men så lagde jeg mærke til, at jeg brugte gud, når jeg var ked af det. Nu snakker jeg med min morfar først og så gud til sidst. Det er meget godt, hvis man angrer noget i sit liv."

Anna har valgt denne kjole. Foto: Privat

Gaver ikke vigtigst

"Konfirmation har altid haft en blandet betydning for mig. Gaverne er ikke så vigtige i forhold til selve dagen. Festen er meget vigtigere. Det er en dag, man ikke skal glemme, hvor man går fra barn til voksen," forklarer Victor.
Også Anna mener, festen og det at lære noget er vigtigere end gaverne:
"Men de er et rart plus."
Hun kan også godt lide at gå til præst, hvilket indgår i forberedelserne til selve dagen.
"Jeg synes, præsten er flink, og jeg har fået meget ud af det. Vi har lært om, hvordan præster ser på gud og skabelsen, og vi har lært om kristendommen."

Store forventninger

Hvad er Annas forventninger til festen, som skal holdes i et festlokale i området?
"At det bliver en fed fest med gang i den, hvor vi snakker og danser. Og så at vi bliver samlet som familie, for vi har inviteret nogle, vi ikke ser så tit."
Victor er enig:
"Mine forventninger er rigtig store, og vi bliver omkring 50 gæster. Vi har lånt min onkel og tantes store hus i Vinderød Skov. Festen skal være hyggelig med god mad. Jeg frygter dog pinlige taler!"
"Jeg har engang været fuld og brækket mig til en fest, hvor mine forældre hentede mig. Det er jeg flov over, og det kan komme op i talerne..."
Den unge mand har dog også blik for gæsternes ve og vel.
"Jeg vil efter festen ønske, at alle har haft det godt, og at jeg har været en god vært på dagen og har haft tid til alle gæster og takket for taler og gaver."

Alkohol tilladt

Hvad med indtagelse af stærke våde varer under festen?
"Jeg har fået at vide, at jeg godt må drikke den dag, men jeg vil ikke være bankelam. Det er en af de fedeste dage i mit liv - en speciel mærkedag, så jeg vil gerne kunne huske, at jeg nød den fuldt ud," fortæller Anna.
"Jeg vil også gerne have lidt alkohol på dagen, og jeg håber, festen fortsætter om aftenen," siger Victor uden at sætte modifikationer på sit alkoholindtag.

Samlet på blå mandag

Den traditionelle blå mandag dagen efter konfirmationsfesten har de planlagt sammen med deres konfirmationshold.
"Vi laver noget samlet - sandsynligvis en blanding af et besøg på Bakken og shopping."
"Vi bliver nok splittet op i grupper, for det kan være svært at holde alle samlet. Blå mandag er også en fed del af konfirmationen, så det bliver godt," håber Victor.