Fortsæt til indhold

Opel Astra Sports Tourer klar til salg

Opel Astra kommer til Danmark som stationcar i april måned. Merprisen er 12.000 kr. i forhold til Astra med 5 døre og 17.000 kr. på versioner med elektrisk bagklap og håndfri betjening. Der er åbent hus hos Opel forhandlerne i april måned.

Samfund
Arkiv

NYHED Opel har modtaget flere end 100.000 bestillinger på den nye Astra allerede inden den lanceres som Sports Tourer.
Som det er tilfældet med 5 dørs versionen, har stationcar udgaven også tabt sig betydeligt i forhold til sin forgænger.
Helt op til 190 kilo er bilen blev lettet. Prisen for Astra Sports Tourer begynder ved 208.000 kr. for 1,0T Essentia og 232.000 kr. for Astra Enjoy med samme motor.
Samtidig med introduktionen af Sports Tourer sender Opel en endnu kraftigere dieselmotor på markedet til begge versioner af Astra. 1,6 CDTI BiTurbo yder 160 hk og har et drejningsmoment på 350 Nm ved bare 1500 omdr./min.
Det officielle EU-forbrugstal er 23,8 km/l med seks trins manuel gearkasse for både 5 dørs og stationcar. BiTurbo betegnelsen dækker over, at motoren er udstyret med to turboladere. Bestiller man bilen med fabriksmonteret anhængertræk, er den godkendte anhængervægt hele 1700 kilo.
Det er 200 kilo mere, end hvis anhængertrækket eftermonteres.
Motorudbuddet omfatter motorer på 1,0T, 1,4T, 1,6T og 1,6 CDTI med ydelser mellem 95 hk og 200 hk. Den kraftigste motor er en 1,6T benzinmotor med 200 hk og 300 Nm drejningsmoment. I 5 dørs udgaven er accelerationstiden fra 80-120 km/t 7,5 sekunder og 8,1 sekunder som Sports Tourer. I begge tilfælde er topfarten 220 km/t.

Bagklappen åbnes uden brug af hænderne

Elektrisk betjent bagklap med håndfri betjening og nøglefri start er standardudstyr på Astra Sports Tourer Innovation og kan tilkøbes til Dynamic versioner for 8000 kr.
Med denne funktion kan den elektriske åbning af bagklappen aktiveres ved at holde foden inde under den bagerste kofanger, så man slipper for at bruge hænderne.
Det kræver blot, at man har tændingsnøglen med sig. Bagklappen kan også betjenes fra kabinen ved tryk på en knap i venstre fordør eller med brug af nøglens fjernbetjening.

Få hjælp af Onstar

Astra bliver også en af de første Opel modeller, der får mulighed for Opels nye OnStar service på det danske marked.
Med OnStar får man mulighed for at ringe til en dansktalende servicemedarbejder og bede om assistance til mange forskellige formål blandt andet download af destinationer til ens navigationsanlæg eller for eksempel information om forretninger eller overnatningsmuligheder.
Med introduktionen af OnStar bliver det også muligt at omdanne bilen til et Wi-Fi hotspot med mulighed for at op til syv kan bruge bilens trådløse forbindelse til at kommunikere via internettet.
sl