Franskmænd på vej ud over stepperne
Seks lanceringer i 2015 og fire igen i 2016. Renault er i offensiven. Især to modeller glæder franskmændene sig til at præsentere i år – den ene for sin effekt, den anden for sin form
MARKED Franske Renault er igen og igen Danmarksaktuel. Sidste år præsenterede franskmændene to nye biler herhjemme, nemlig den nye udgave af MPV'en Espace og Renaults version af Nissan Qashqai – franskmændenes udgave bærer navnet Kadjar.
Og til foråret kommer så næste Danmarkspremiere, denne gang den nye Renault Talisman, modellen, der efterfølger Laguna, som imidlertid ikke har været til salg de seneste par år.
Talisman skulle efter planen holde klar hos R-forhandlerne uge 19. Bil i passatklassen, et par benzinere og flere dieseler. Stor bil med elegant form, Renault-Danmark forhandler lige nu med Renault-Frankrig i jagten på lave leasingpriser.
Men Talisman er ikke eneste nyhed fra Renault.
”Nej, vi er jo inde i en stime,” fortæller mærkets danske PR-ansvarlige, Søren Hyltoft.
”I år facelifter vi Clio, ligesom vi har en ny sportsvogn klar; en bil, der vækker det gode, gamle navn Alpine til live. Men den fedeste, det bli'r den korte Scenic.”
”Korte Scenic, hvorfor ”korte”?”
- Vores MPV i mellemklassen er jo Scenic, der allerede nu og også med næste model findes i to varianter, den lange Grand Scenic og så den korte, der slet og ret hedder Scenic. Men for lige at præcisere, at det er den, siger vi tit ‘den korte Scenic.'
Jeg har netop været til seminar 2016 i Frankrig – alle vi PR-folk skulle markere hvilken af nyhederne, der gjorde størst indtryk på os. Stort set alle skrev den korte Scenic på den lille seddel.
Den korte Scenic ligner i den grad konceptbilen R-Space, mens den lange udgave, altså Grand Scenic har stor lighed med den nuværende Espace. Indtil B-stolpen er de faktisk ens, fortæller Hyltoft.
Renault Scenic og Grand Scenic er klar til dansk asfalt efteråret 2016.
1,6 liter og 205 heste- kræfter
En anden af nyhederne i år er den nye udgave af Megáne, altså Renaults bil i golfklassen. Og især én version er Søren Hyltoft glad for kommer til Danmark, nemlig Megáne GT. 1,6 liter, turbo, 205 hestekræfter og firehjulsstyring.
- Renault-Danmark har kæmpet rigtigt meget for at få Megáne GT på programmet. Det lå ikke lige i kortene, men det betyder meget – og Megáne GT, den er god.
”Hvorfor er netop den version så vigtig?”
- Fordi den viser, hvad Megáne-serien er - sporty. Det betyder meget for et bilmærke, at der er sportslig model på programmet. Nu kunne vi jo ikke få Clio i den ellers hurtige R.S.-version, og den nye Talisman produceres slet ikke i en version med netop denne appeal. Derfor er vi så meget mere glade for Megáne GT, forklarer Søren Hyltoft.
Megáne i ny version får Danmarks-premiere uge 10.