Fortsæt til indhold

Vordingborg åbner porten til Baltikum

Vordingborg Erhverv hjælper iværksættere i området til at komme i gang. Nu vil virksomheden sætte fokus på Estland som et led i at trække udenlandske virksomheder til ikke bare Vordingborg-området, men til Danmark.

Samfund
Af Ulrich E. Wolf

UDVIKLING Der er ikke langt fra Estland og Baltikum til Danmark.
Hverken i kilometer eller når det kommer til kultur og historie. Det faktum vil Vordingborg Erhverv nu bruge til at tiltrække øget interesse og flere investeringer fra især Estland.
Derfor holder Vordingborg Erhverv den 11. – 12. og 13. maj den såkaldte Estonian Week, hvor virksomheder fra Estland inviteres til at besøge regionens virksomheder og kulturelle attraktioner.
- Vi har et øget fokus på internationalisering i Vordingborg-området, også erhvervsmæssigt. Vi skal matche et land og en kommune og åbne døren til verden.
Men det skal da også være en port til Danmark, siger Susanne Sørensen, direktør i Vordingborg Erhverv A/S, der er en selvstændig virksomhed, som rådgiver iværksættere og virksomheder.
Estonian Week er et samarbejde mellem Dansk-Estisk Handelskammer, Den Estiske Ambassade i København, Vordingborg Kommune, Vordingborg Erhverv og andre instanser som skal tiltrække interessen i området, for at skabe relationer og erhvervsudvikling.

Kulturelt besøg

- Vores Estonian Week sker i samarbejde med flere interessenter, blandt andet Danmarks Borgcenter. Det skal skabe kontakt til estiske virksomheder.
Meningen er, at vi inviterer danske og estiske virksomheder til at mødes i Vordingborg Kommune i maj måned.
Her skal de besøge lokale virksomheder, men også andre kulturelle seværdigheder. Estland er jo et oplagt land, fordi vi deler fælles historie, og ligger kulturelt og geografisk tæt på hinanden.
Så derfor er det oplagt, at vi vender blikket dertil. Men vi har da planer om at kigge længere ud i fremtiden. Målet er naturligvis at skaffe 'kunder' til Vordingborg, men også andre områder. Kombinationen af erhverv, kultur og historie er en stor styrke. siger Susanne Sørensen.

Øget interesse

Vordingborg Erhverv mærker tydeligt, at der er interesse i Estland for at kigge mod Danmark rent erhvervsmæssigt, så derfor skal der smedes nu.
- Vi mærker tydeligt, at der er interesse. Fehmern-forbindelsen ligger jo også og lurer, selvom den måske er udskudt.
Så vi har alle muligheder for at skabe et godt netværk nu, siger Susanne Sørensen. I tråd med denne baltiske satsning, pointerer Susanne Sørensen, at Vordingborg Erhverv også har et internationalt havnesamarbejde i gang med lande som Holland, Belgien, Norge, Tyskland og Skotland.
Så selvom virksomheden har base i Vordingborg og opererer ud fra det, så ligger Vordingborg Erhverv i højeste grad helt fremme, når det kommer til det internationale udsyn.