Fortsæt til indhold

I snart 100 år har påskeæg og chokolade hængt sammen

I 99 år har man i Danmark kendt til påskeæg lavet af chokolade. Og hos en chocolatier, der arbejder med chokolade året rundt, er påsken årets højtid

Samfund
Jørgen Flindt

De mange påskeæg står på rad og række. Nogle er musselmalet, andre er formet som en frø. Nogle er gyldne, andre har fået 'sten' i form af hvid chokolade på sig.
Der er også mere traditionelle halvskaller med fyldt chokolade, og så er der en enkelt, der vejer 20 kilo, er 80 centimeter høj, ligner en grankogle og koster små 9000 kroner.
Påskeæg er der nok af hos Vanilla Chocolatier og Konditori i Tønnesgade. Her produceres produkter i chokolade året rundt, og lige for tiden er der ekstra chockoladefokus.
"Påsken er den sjoveste tid for en chocolatier, for påskeæg og chokolade hænger jo sammen. Da vi selv bestemmer alt, kan vil være så kreative, som vi vil, og det er jo en gave at have den mulighed," siger Jeanette Sørensen, der er den ene part af Vanilla Chokolatier & konditori
"Et påskeæg skal være noget, man husker. Og så skal de være sjove at give. Det er det, vi arbejder ud fra," siger Gabriel.
De to er enige om, at nok er der mange ting, som man kan forbinde påske med - kaniner, kyllinger og så videre - men et påskeæg skal være æggeformet.
"I Frankrig er man meget mere kreative end herhjemme, og der henter vi bestemt også inspiration. Men i Frankrig laver man eksempelvis mange kaniner i chokolade. Det vil vi ikke. Danskere er til påskeæg, og sådan skal det også være, synes jeg.. Og det er jo stadig nemt at være kreativ," siger Gabriel Ahlgreen.

Fakta

Man har kendt til påskeæg i Danmark siden midten af 1800-tallet. Men det var i form af rigtige æg, der var malet.
Galle & Jessen kan være bagmanden til påskeæg i chokolade herhjemme, i hvert fald er det fra det firma, man første gang hører om det. Det var i 1917. Men traditionen kan godt være ældre.
Det ved man dog ikke, og derfor er der til næste år et stort jubilæum at markere. Chokoladepåskeæg er kommet for at blive, og det er især efter 2. verdenskrig, at der er sket et boost i salg af påskeæg. Og den tradition hænger ved.